Turisme

Stjerneregn og tysk hæder

Jambo og Klim Strand giver smilende turistchef - begge har fem stjerner, begge er Superplätze.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Syv danske campingpladser, heriblandt Jambo Feriepark, har så høj standard, at de igen i 2010 er blandt de bedste pladser i Europa. Arkivfoto: Grete Dahl.

Roserne vælter ned over to campingpladser i Jammerbugt Kommune fra ind- og udland og turistchef Finn Hagedorn glæder sig over den markedsmæssige værdi. Campingrådet måtte sprænge pointsystemet, da det tildelte TopCamp Jambo Vesterhav - også kendt som Jambo Feriepark - ved Saltum fuldt hus, fem stjerner. Og det tyske svar på danske FDM, ADAC, har placeret såvel Jambo som den ligeledes femstjernede TopCamp Klim Strand Camping ved Fjerritslev blandt de allerbedste i Europa. De har fået betegnelsen Superplatz, der ifølge Campingrådet svarer til restauranternes Michelinguide. Begge pladser er tidligere tildelt denne campingpladsernes Oscar, mens Campingrådet lige har vurderet Jambo til den femte stjerne. - Jambo er landets bedste overnatningssted. Man kan maksimalt få 102 point i kvalitetsbedømmelsen fra Campingårdet. Men Jambo fik 107 point. I fem kategorier fik vi ekstra point, fordi vi er exceptionelt i orden. Vi fik bl.a. ekstrapoint i vedligeholdelse af sanitet og det er nok den bedste, jubler ejeren, Karsten Egelund, der også er formand for TopCamp. Hans campingplads er udnævnt til Superplatz for femte år i træk, mens Jan Jepsen, Klim Strand Camping, har oplevet det så mange gange, at han måtte checke det grundigt forud for svaret: - Vi har været Superplatz siden 1995. Benævnelsen blev til i 1992, men før den tid var der noget, der hed Det sorte Ettal og det havde vi også. Kontrollen kommer på uanmeldt besøg og der gives stjerner i fem kategorier, bl.a. om sanitet og legemuligheder. Man kan få fem stjerner i hver kategori eller 25 i det hele. Vi fik 24. fortæller Jan Jepsen. Turistchef Finn Hagedorn går målrettet ind for kvalitetsmærkning i turistbranchen. - Stjernerne betyder rigtig meget, især blandt de tyske kunder, og som turistchef er det godt at have to, femstjernede Superplätze. Det løfter kvaliteten som feriedestination. Jeg vil bruge 2009 på sammen med virksomhederne i Jammerbugt Kommune at arbejde for mærkeordningerne. De betyder genkendelighed. De skal så bruges i markedsføringen i 2010, siger han. I alt har ADAC for første gang udpeget seks danske campingpladser. I det øvrige Norden findes kun en svensk med tilsvarende status. De nye i Superligaen er Camp Hverringe-Bøgebjerg Strand og Bøjden Strand Camping, mens de øvrige gengangere er Hvidbjerg Strand Camping og Bøsøre Strand Camping.