Stjerneskud sikret i yderligere fire år

Flot efterår i AaB giver straks lønforhøjelse til Rasmus Würtz

AALBORG:AaB belønner efterårets fund på superligaholdet i fodbold, Rasmus Würtz, med øjeblikkelig lønforhøjelse i en ny kontrakt, der til gengæld binder stortalentet til klubben de næste fire år. Dermed står AaB med fine muligheder for at score en solid transferindtægt på den 19-årige midtbanespiller, der uden tvivl allerede er noteret i adskillige opkøberes lommebøger. - Kontrakten giver fordele for begge parter, og Rasmus Würtz har fortjent en ekstra skilling, ikke mindst med tanke på, at lønnen i den gamle aftale var fastsat ud fra et andet spillemæssigt niveau end det, han har vist i efteråret, siger AaB's sportsdirektør Lynge Jacobsen med en klar forventning om, at den tidligere Skive-spiller står foran en gylden karriere med A-landsholdet og en udenlandsk storklub som sandsynlige mål. - Jeg er meget overrasket over, hvor langt han allerede er nået, og med sin ydmyge og lærevillige indstilling har han alle forudsætninger for at fortsætte udviklingen. Snor i talenterne AaB engagerede oprindelig Rasmus Würtz fra 1. januar 2002, men i det første halve år spillede han på lejebasis videre på Skives daværende 1. divisionshold, inden turen i sommer gik til AaB. Her var han spået en vis indkøringsperiode på superligaholdet, men delvis nødtvungent af skader hos flere af de rutinerede midtbanespillere gav cheftræner Poul Erik Andreasen straks chancen til den unge nyerhvervelse, der bed sig så grundigt fast på den centrale midtbane, at han var med fra start i alle efterårets 19 liga- og pokalkampe og kun blev udskiftet i fire af dem. Med kontraktforlængelsen har AaB forholdsvis lang snor i de fire spillere, er er udtaget til U21-landsholdets turné til Asien i denne måned. Foruden Rasmus Würtz er Michael Silberbauer på papir til udgangen af 2006. Thomas Augustinussens kontrakt løber til udgangen af 2005, mens Martin Pedersen kort før jul forlængede sit engagement til sommeren 2005.