Stjernespækket venstrehåndskomedie

"Meet the Parents: Little Fockers"

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Greg Focker (Ben Stiller) er udpeget af sin svigerfar til arvtager af familietronen. Først til sin store stolthed - senere til sin store skræk.

For tredje gang på ti år er det blevet til en episode af dette komiske svigerfamiliedrama, som i 2000 begyndte startede med "Meet the Parents", hvor svigerfaderen Jack, spillet af Robert De Niro og svigersønnen Greg Focker (døbt Gaylord Focker) giver den som hund og kat. Her kører det i tredje udgave ad præcis samme spor. En begavet og underfundig familiekomedie, som ikke er decideret for børn, da alt for meget udspiller sig under bæltestedet. Jack har storhedsvanvid på vegne af familien, som han betragter som et dynasti. Og da han er hjertesyg og kan dratte omkuld hvornår som helst, har han udset svigersønnen, hans datter Pams ægtemand Greg, til at arve familietronen. Mere af nød end lyst og i mangel af bedre, for Jack er (stadig) ikke imponeret af svigersønnen. Greg bliver stolt, rørt og betaget over at være udnævnt til hele familiens "Godfocker" af selveste svigerfar, men velsignelsen ændres hurtigt til forbandelse. For så længe Jack trækker vejret, vogter han nidkært og med CIA-metoder over familiens dyd. Og navnlig over Gregs kontrol med sig selv og småbørnsfamilien. Det er ingen nem situation for Greg, som sættes på prøve af skæbnen. Greg er ledende sygeplejer på en kirurgisk afdeling, men fattes penge og får tilbudt at markedsføre et nyt hjertevenligt potensmiddel for et medicinalfirma. Firmaets repræsentant er mod forventning ingen slipseklædt og gråhåret herre, men en storflirtende pin-up-type med fortid som sygeplejerske og cheerleader. Som lus mellem to negle har Greg nu en irriterende, snagende svigerfar på sin ene side og et irriterende, indsmigrende og lokkende stykke fruentimmer på sin anden side og hele familieidyllen står alvorligt på spil i et komisk drama, hvor Greg er klovnen, der sidder på vippen. Historiens klimaks, som blot for god skik ikke skal afsløres, er en knapt så begavet en krølle på filmens hale, hvor det begynder at ligne en serieproduktion på automatpilot a la Politiskolen. Og selv om denne 3'er ikke er nogen ubetinget fiasko, så skriger den ikke ligefrem på 4'eren. Men holdes oppe, det gør den. Af bundcharmerende skuespilpræstationer fra et hold så stjernespækket, at selv biroller er besat af nogle af filmens største legender, navnlig Gregs sex-excentriske forældre, herligt spillet af Barbra Streisand og Dustin Hoffman. Af David Wedege david.wedege@nordjyske.dk Meet the Parents: Little Fockers Universal Pictures USA, 2010 Instr.: Paul Weitz 1 time, 38 minutter Medv.: Robert De Niro, Ben Stiller, Teri Polo, Barbra Streisand, Owen Wilson, Dustin Hoffman, Jessica Alba, Blythe Danner m.fl. Danmarkspremiere 1. juledag