Stjernestunder?

Forleden så jeg i TV et interview med den fantastiske plejehjemsleder Thyra Frank. Anledningen var denne gang, at der udgives en ny bog om hende - en bog som hedder "Livsglæde og stjernestunder".

Som sædvanlig var det en fornøjelse at høre hende fortælle om det, der skal til, for at de gamle på plejehjemmene også kan få "et liv før døden". Men det, der slog som en forhammer, var hendes udtalelse om køkkener på plejehjemmene. Hun udtaler med stort eftertryk, at den største skamplet på vores ældrepleje er, at vi i stor stil har lukket køkkenerne på plejehjemmene! Vi har hørt den udtalelse fra hende mange gange. Jeg ved, at Thyra Frank af Venstre har været inviteret til Jammerbugt kommune og oven i købet har rost politikerne, fordi de åbenbart har bildt hende ind, at der skulle laves mad på plejehjemmene. Så ville der nemlig være lagt op til mange stjernestunder i dagligdag og fest. Sådan blev det bare ikke! Flertallet i Jammerbugt kommune sætter endnu en skamplet på dansk ældrepleje og lukker om kort tid et antal plejehjemskøkkener. Var det virkelig det, I ville?