Støj kan holdes i skak

Støj er en af de mest belastende gener hos den store gruppe mennesker, der arbejder med børn. Faktisk kan støj gøre tilværelsen til et helvede for den enkelte.

En landsdækkende støjkampagne over halvandet år i daginstitutioner, skoler og SFO"er nu ved at være slut. Og hvad er så erfaringerne fra de tusinder af ansatte fra det ganske land, der på en eller anden måde har været involveret i støjkampagnen? At støj er kommet for at blive - med mindre vi hele tiden er over den, som var det en ulmende brand, der hele tiden truer med at blusse op. Som presseansvarlig for kampagnen, så har jeg oplevet at der både en god og dårlig historie. God, fordi en landsdækkende støjkampagne som Branchearbejdsmiljørådene Social & Sundhed og Undervisning & Forskning satte i gang sidste sommer, har skabt en helt ny interesse for et af de mest belastende arbejdsmiljøproblemer, som ansatte, der arbejder med børn, må leve med i deres arbejdsliv. Branchearbejdsmiljørådene er den rådgivende del af den offentlige arbejdsmiljøindsats - Arbejdstilsynet er kontrolmyndigheden. Faktisk døjer otte ud af 10 pædagoger, pædagogmedhjælpere og lærere under det trættende pres, støj udgør. Dårlig, fordi vi undervejs gennem landet har mødt menneskeskæbner, som på grund af støjen i skolen, SFO"en eller daginstitutionen havde en udtalt lav livskvalitet og en død arbejdsglæde, der for længst var druknet i støj. Med alle de kvaler, der medfører. Vi mødte den lidt ældre pædagogmedhjælper på Falster, der aldrig hørte radio, og som konsekvent slukkede sin mobiltelefon, når hun kom hjem og kun kunne sidde og stirre ud i luften en times tid, inden den værste stress og træthed var kommet ned i et håndterligt leje. Som altid sørgede for at holde ferie så langt væk fra steder, hvor der opholdt sig børn. En ganske almindelig ansat i en ganske almindelig SFO, som måtte gå fra restauranten midt i maden, hvis der kom glade og livlige børn ind, mens hun spiste sammen med sin mand. Men vi mødte også den erfarne skolelærer fra Ålborg, der trods 40 år sammen med en flok støjende unger, udstrålede et overskud og en energi, som havde han netop fået overrakt sit endnu varme eksamensbevis fra seminariet. På Fyn mødte vi en ældre pædagog, der konsekvent gik rundt med de små gule ørepropper, der er populære ved rockkoncerter. Denne løsning gav en vis ro i hendes indre, men besværliggjorde i nogen grad kommunikationen med børnene og de ansatte. Nød lærer åbenbart støjplaget pædagog at spinde….. Med andre ord: Vi har forskellige tærskler for, hvor meget støj, vi kan tåle, nogle er så at sige støj-robuste, mens andre mistrives i et støjende miljø. Hvorfor det er sådan, ved vi ikke meget om, andet end at vi er forskelligt skabt. Men tænk blot på den meget voldsomme vrede og det ubehag, de berygtede vuvuzela-horn udløste under sommerens VM i fodbold i Sydafrika. Pressedækningen af de forhadte horn fyldte næsten lige så meget som sportspræstationerne på banen. Den reaktion, omgivelserne gav udtryk for, siger meget om, at vi alle er støjfølsomme, selv tubaisten i et tysk militærorkester. Samtidig er støj også for mange et noget diffust begreb, det er usynligt, og måles i matematiske formler, altså i dB, der er en accelererende skala, der ikke bare kan fordobles, men følger sit eget "skema". Og når det hele syltes ind i Watt, efterklangstid på 0,4 sekund og andre for almindelige mennesker uhåndterlige beregninger, står de fleste af os af gode grunde af. Indrømmet: Det er også svært at beregne støj, og noget så "simpelt" som en støjmåling i en daginstitution kan godt løbe op i flere tusindende kroner… Vi står altså overfor et emne, hvor teorien er svær at forstå, men hvor de praktiske redskaber til at dæmpe støjen, omvendt er nemt at gå til. Netop den praktiske og pædagogiske tilgang til hele støjproblematikken som et arbejdsmiljøproblem, er det, som støjkampagnen igen og igen fik banket ind hos de ansatte, ledere og kommunerne. At det har været nødvendigt med en støjkampagne på børneområdet, hænger bl.a. sammen med det faktum, at det er en af de arbejdsmiljøbelastninger, hvor Arbejdstilsynet afgivet mange påbud. Måske fordi støj på arbejdspladsen hidtil er blevet betragtet som meget omkostningskrævende at bekæmpe for kommunerne, der jo har ansvaret for de ansattes trivsel. Men det er forkert i rigtigt mange tilfælde. Støj kan nemlig helt konkret bekæmpes med enkle midler - og uden de store, dyre forkromede løsninger. Men støj kan kun bekæmpes med viden. Ellers famler vi i blinde i et øredøvende spektakel. Dette spørgsmål vender vi tilbage til lige om lidt. Bang! Et rigtigt børnespørgsmål: Hvad er ligheden mellem en politimand, der affyrer et skud i strakt arm, og et barn der banker en tom plastikkop ned på et bart bord? Den støj, som kommer fra politimandens pistol, og lyden at koppen, der bliver banket i ned i bordet af et 3-årigt barn, afgiver i et splitsekund stort set samme antal dB - altså den samme støj! Vi fortsætter tankerækken: 18 sultne små børnehavebørn sidder på rad og række og venter på madkasserne, mens de dejligt tankeløst banker kopperne i bordet. Pædagogerne råber på RO! og det får den akkumulerede larm til at eskalerer. Netop her når vi ind til kernen i meget af den støj, der opstår i arbejdet med børn: * Vi har et fysisk problem - nemlig et bart bord, der afgiver en ufattelig støj * Et pædagogisk fænomen, der tillader børnene at banke kopperne i bordet, og pædagoger, der føler sig tvunget til at råbe. Så er det, at vi har to konkrete muligheder: Filt og voksdug på bordet klare de fysiske gener, og en pædagogik, hvor pædagogerne i stedet for at råbe, går stille ned til "støjkilden" og roligt læger en dæmper på larmen, er faktisk en rigtig god idé. Så god, at den i ret stort omfang har vundet indpas i både daginstitutioner og skoler inden for få år. Med andre ord: Støj handler i børnemiljøet i høj grad om at anvende den "rigtige pædagogik", og de fleste børnehaver har fundet ud af, at 40 småbørn, der skal ud og vaske hænder på én gang inden spisetid, skaber en uudholdelig og vaskeægte vuvuzela-stemning. Ergo: Små hold, som vasker små buttede hænder, skaber en vis ro, der er til at leve med. Små tæpper på gulvene, gardiner for vinduerne, og små stille oaser, hvor børnene bare kan sidde i fred og læse eller bare glo ud i luften, er blot få eksempler på de mange praktiske og pædagogiske løsninger, der er virksomme. Støjkampagnens mål var at tilføre de ansatte, lederne og kommunerne viden på et praktisk niveau. Og da mere end 1/3 af landets kommuner har deltaget på et eller andet niveau - og flere er på vej. Kommunerne tager imod det gratis tilbud fra kampagnens arbejdsmiljøekspert Niels Bang Hansen om fx støjvogterkurser og temadage i institutioner og skoler, er mange ansatte og ledere nu blevet klogere. Mere 30 artikler fra støjkampagnen med helt jordnære, dagligdags problemstillinger, har også været flittigt brugt af især de faglige organisationer på børneområdet. Artiklerne kan frit bruges og redigeres efter behov, og det kan hentes på den hjemmeside, der er nævnt længere nede. Men skal vi klappe i hænderne af glæde? Nej da!

Forsiden