Støjberg efter maratonsamråd: Jeg burde have lavet en instruks

Spørgsmålet om, hvorvidt en pressemeddelelse er en instruks, blev centralt under fem timer langt samråd.

Inger Støjberg i samråd Foto: Scanpix/Liselotte Sabroe

Inger Støjberg i samråd Foto: Scanpix/Liselotte Sabroe

Set i bakspejlet mener udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), at hun burde have handlet anderledes i sagen om adskillelsen af de unge asylpar.

For hele miseren, der har ført til, at ministeren torsdag måtte igennem et fem timer langt samråd i Folketingets udlændinge- og integrationsudvalg, bunder i, at en pressemeddelelse blev læst som en instruks til embedsmænd.

I pressemeddelelsen skrev Støjberg i februar sidste år, at alle unge asylpar skulle adskilles. Men hun undlod en vigtig undtagelse, nemlig at alle sager skal vurderes individuelt.

Dermed var det faktisk i strid med loven, hvad ministeren krævede. Men pressemeddelelsen skulle ikke forstås som en instruks til Udlændingestyrelsen, forklarede ministeren under samrådet.

- Hvis du spørger mig i dag, så tror jeg, at det bedste ville have været, at vi efterfølgende havde skrevet en instruks, hvor de her forbehold var en del af. Men det skete bare ikke, siger Støjberg efter samrådet.

- Det, der til gengæld skete, var, at pressemeddelelsen blev sendt ud. Og så blev det mundtligt kommunikeret, at der var de her undtagelsestilfælde. Så derfor har der været handlet, som der skulle, siger ministeren.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.