Støjberg siger nej til DF-krav om loft for nye danskere

Regeringen vil hellere stramme krav end sætte loft over antallet af statsborgerskaber, siger Inger Støjberg.

- Det kommer til at vare noget tid, men omvendt håber jeg også, at vi relativt hurtigt kan komme igennem med en aftale, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) om forhandlingerne om nye, skrappere krav for at modtage dansk statsborgerskab. Foto: Scanpix/Mads Claus Rasmussen
Politik 16. maj 2018 14:47 - Opdateret 16. maj 2018 15:22

Dansk Folkeparti skal ikke regne med at få opfyldt sit ønske om, at der kommer et årligt loft over antallet af danske statsborgerskaber.

Det siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) efter onsdagens forhandlinger om nye, strammere krav for at opnå dansk statsborgerskab.

- Det har jeg umiddelbart meget svært ved at se. Fra regeringens side vil vi hellere stramme på kravene og gøre det vanskeligere at få statsborgerskab end at sætte et loft over, siger Støjberg.

Ifølge Dansk Folkepartis indfødsretsordfører, Christian Langballe, er et årligt loft over nye statsborgerskaber på 1000 personer partiets vigtigste krav. Men det er regeringen ikke interesseret i.

- Hvis nu nummer 1002 er langt bedre kvalificeret til et statsborgerskab end ham, der søgte som nummer 999, så kan der godt være en skævvridning i det her, siger Støjberg.

- Derfor synes jeg, at det væsentligste er at sætte nogle skrappe og strikse krav for at få statsborgerskab. Og hvis man lever op til det, så bliver man dansker.

Socialdemokratiet var ligeledes med til forhandlingerne om den nye aftale. Indfødsretsordfører Astrid Krag (S) var mødt op med et krav om, at det skal være nemmere at tage statsborgerskabet fra dem, der allerede har fået det.

Inger Støjberg (V) peger på, at Socialdemokratiets forslag mere havde karakter af løs snak end egentlige stramninger.

- Hvis man skal forholde sig til det, som Socialdemokratiet har sagt på det felt, så er det, at vi skal overholde konventionen på området, og at man derfor skal have et andet statsborgerskab, før man kan fratage det danske. Og så er vi jo ved at være der, hvor vi allerede er i dag, forklarer hun.

Forhandlingerne fortsætter torsdag klokken 12.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...