Støjberg til kamp mod langtidsledighed

54.000 danskere har mistet jobbet i løbet af det seneste år

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tal fra AC viser, at det nu er omkring 11 procent af nyuddannede akademikere, der er langtidsledige.

KØBENHAVN:De nye ledighedstal giver løfter om, at arbejdsløsheden ikke længere tordner i vejret. Ikke desto mindre har 54.000 danskere mistet jobbet i på et år. Det er den største stigning siden 1980. Og beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) frygter, at mange danskere kommer til at hænge fast i langtidsledighed. - Den internationale økonomiske krise har for alvor sat sit præg på det danske arbejdsmarked. Derfor er vejen tilbage til job blevet længere end før krisen, siger Inger Støjberg i en pressemeddelelse. Hun kalder det en alvorlig situation, når mennesker risikerer at stå uden job i mange måneder og år. Derfor er hun på vej med nye initiativer, der skal få de ledige tilbage i job. - Deres kompetencer ruster, og de mister selvværd efterhånden, som månederne går. Jeg har derfor meldt ud, at jeg i løbet af foråret fremlægger et samlet udspil med en række konkrete initiativer, der skal bekæmpe langtidsledighed, siger Inger Støjberg. - Jeg netop holdt møde med DA og LO, og jeg vil i den kommende tid rejse rundt i landet for at få endnu flere input, siger ministeren. 1500 personer mistede jobbet i december, så den samlede ledighed nu er oppe på 121.400. Det svarer til 4,3 procent af arbejdsstyrken. I Nordjylland var der i december 13.250 fuldtidsledige, svarende til 5,4 procent - den højeste ledighedsprocent i landet. Ledigheden er størst blandt yngre mænd. Ledighedsprocenten for nordjyske mænd i aldersgruppen 16-24 år er 11,8. /ritzau/ abild