Støjbergs kredsformand får opkald fra sure Venstre-medlemmer

Inger Støjbergs fejlslagne forsøg på at komme med i Venstres gruppeledelse har skabt røre i baglandet.

Det har afstedkommet mange reaktioner, at Inger Støjberg mandag ikke blev valgt ind i gruppeledelsen i Venstre. (Arkivfoto)

Det har afstedkommet mange reaktioner, at Inger Støjberg mandag ikke blev valgt ind i gruppeledelsen i Venstre. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Formanden for kredsbestyrelsen for Venstre i Skive, Susanne Rusbjerg, sagde tidligere tirsdag til Berlingske, at hun var blevet ringet op hele morgenen af vrede Venstre-vælgere.

Det skyldtes, at Inger Støjberg, der er valgt til Folketinget for partiet i Skive-kredsen, mandag blev vraget til gruppeledelsen i Venstre.

Inger Støjberg gik ifølge adskillige medier efter posten som gruppenæstformand, men hun tabte en afstemning til Sophie Løhde.

- Vi er dybt skuffede over, at en person (Støjberg, red.), der har taget så stort et læs af stemmer her i Vestjyllands Storkreds, og har sikret, at Vestjyllands Storkreds bibeholdt de fem mandater, som vi havde, er blevet forbigået, sagde Susanne Rusbjerg til Berlingske.

- Og det har også betydet, at jeg her morgenen igennem er blevet ringet op af folk, som er utilfredse, og som overvejer at melde sig ud af partiet, fordi de synes, at det er forkert, den måde Inger Støjberg er blevet behandlet på, sagde hun.

Inger Støjberg fik et flot valg med 28.420 personlige stemmer ved folketingsvalget 5. juni.

Tirsdag aften fortæller Susanne Rusbjerg til Ritzau, at hun dagen igennem har modtaget beskeder med støtte til Inger Støjberg.

Nogle har givet udtryk for, at de overvejer at melde sig ind i Venstre for at bakke op om den tidligere udlændinge- og integrationsminister, der blev kendt for at køre en meget hård linje i udlændingepolitikken.

Susanne Rusbjerg har ikke modtaget nogen udmeldelser af partiet.

Hun understreger, at hun anerkender, at Inger Støjberg blev valgt fra i en demokratisk proces blandt Venstres medlemmer af folketingsgruppen.

Kredsformanden fra Skive er tilfreds med, at gruppeformand Kristian Jensen og politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen tirsdag har gjort det klart, at Venstre ikke får en mildere udlændingepolitik uden Støjberg i gruppeledelsen.

Kristian Jensen har sagt, at Inger Støjberg skal have en tung post, når Venstre senere i denne uge fordeler ordførerskaberne på partiets sommergruppemøde.

- Jeg er fuld af fortrøstning. Jeg er optimist af natur, det skal man være i politik, og jeg er sikker på, at Inger nok skal få en fornuftig post at arbejde ud fra, siger Susanne Rusbjerg.

- Og jeg er sikker på, at når ledelsen får tænkt sig om en ekstra gang, at man så bibeholder den udlændingepolitik, som Inger og den valgte ledelse hele tiden har bakket op om, siger hun.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.