Støjbergs strammer-tæller fortsætter trods tale fra Løkke

Udlændingepolitik handler ikke om antal stramninger, sagde statsministeren under afslutningsdebat.

Politik 31. maj 2018 14:55

76.

Så mange stramninger på udlændingeområdet har regeringen gennemført siden 2015.

Det kan man forvisse sig om, hvis man besøger Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside, hvor en "stramnings-tæller" har en prominent plads på forsiden.

Og det bliver der ikke ændret på, selv om statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) under Folketingets afslutningsdebat onsdag gjorde det klart, det ifølge ham - og regeringen - ikke er antallet af stramninger, der er vigtigt.

- Det er ikke antallet af dem, der er vigtige. Og hvornår man kan sætte flag i en lagkage. Det er effekten af dem, sagde Løkke.

- Det er min og regeringens linje. Derfor ser jeg ikke udlændingepolitikken som et valg mellem at stramme og lempe. Det er for unuanceret. Det er for sort-hvidt, lød det.

Men Inger Støjberg har ikke tænkt sig at stoppe med at tælle stramninger, gør hun klart i en mail til Ritzau.

- Ministeriet har ikke planer om at fjerne tælleren fra hjemmesiden, oplyser Støjberg.

- Siden regeringen tiltrådte i 2015, har det været ambitionen at få styr på udlændingepolitikken, hvilket afspejles i de ændringer af udlændingepolitikken, som tælleren henviser til.

- Samtidig har vi oplevet en efterspørgsel efter et samlet overblik over stramningerne, hvorfor de er samlet ét sted, forklarer hun.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...