Støjende flyvende gæster

Militære fly cirkler og simulerer landing på Flyvestation Aalborg.

De store AWACS fly er fra Tyskland og gæster Flyvestation Aalborg for at øve.Foto: Scanpix

De store AWACS fly er fra Tyskland og gæster Flyvestation Aalborg for at øve.Foto: Scanpix

Det slår aldrig fejl. Når det er godt vejr, og militærfly foretager øvelsesflyvninger ved Flyvestation Aalborg, så resulterer det i henvendelser fra naboer, som undrer sig over, hvad der foregår, og hvorfor netop disse fly støjer så meget. Det oplyser major Søren Dick, som siden 2000 har været chef for operationssektionen på flyvestationen. Større fly end normalt - Det er sikkert som amen i kirken, men vi forstår det godt. Man sidder ved kaffebordet ude i haven, og så nærmest cirkler et fly i området, og man siger, så nu kommer den igen, siger majoren og tilføjer. - Og vi får aldrig klager, når der er dårligt vejr. Også denne sommer har flyenes adfærd vakt undren, denne gang hos Frank Jensen i Vodskov Cykelforretning. - Torsdag fløj flyet over os vel otte til ni gange, og hver gang ser det ud som om, det prøver at lande på flyvestationen, men afbryder det igen, fortæller han. - Men det flyver lavere hen over os. Det er som om, vi kan nå det fra jorden, og det er større fly, end vi normalt oplever. Derfor larmer det også meget mere, og jeg kan ikke tale i telefon eller høre, hvad kunderne siger, når det flyver hen over os, fortæller Frank Jensen. Han understreger at han er glad for flyvestationens tilstedeværelse, men undrer sig over, hvad der foregår. - Jeg har stor forståelse for flyvestationen, og at der skal flyves meget. Men det her larmer altså meget, forklarer han. Udforsker det lokale luftrum Der er tale om flyvende gæster, oplyser major Søren Dick. Det er nemlig fly og piloter fra Natobasen Geilinkirchen i Tyskland, som huser blandt andet de store AWACS fly og andre radarfly uden den markante tallerken på ryggen. De skal lære at flyve i det lokale nordjyske luftrum og træne i at lande på den nordjyske Natobase. Det sker ved at foretage disse visuelle anflyvninger. - Vi vil gerne have, at de kommer herop og flyver og lærer området at kende, fordi de jo også arbejder for os, siger major Søren Dick. - Men netop fordi de støjer meget, så har vi sat restriktioner på af hensyn til vores naboer, siger han. Højst 10 indflyvninger Det er derfor aftalt, at gæsterne kun må træne i luftrummet ved Aalborg en gang om ugen og foretage højst 10 indflyvninger. - Normalt flyver man sådanne landingsrunder i en højde på 1500 fod svarende til 500 meter. Det har vi øget til en højde på 2500 fod svarende til 800 meter igen for at mindske støjgenerne, oplyser majoren. Endelig er der restriktioner for, hvornår flyene må dreje ind til indflyvningsfinalen. Det må de først ved den gamle hovedvej mellem Aalborg og Hjørring. - Vi kan ikke undgå, at det støjer, men vi tager meget gerne mod klager, siger major Søren Dick. Han kan ikke fortælle, hvor ofte radarflyene træ-ner over Aalborg, da der ik-ke er en tidsplan for besøgene. - De har jo også andre opgaver, og lave skyer eller dårligt vejr kan også betyde, at de ikke kan træne her. Men de kommer typisk, når de er ved at omskole folk.