Lokalpolitik

Støjværn

STØJVOLD:Så til min tilfredshed, at der var dynget en jordvold op mellem Toldbodvej og Rebslagervej. Tænkte, at nu var vores udmærkede byråd kommet på en god idé og anslog, at også den øvrige del af bebyggelsen langs Toldbodvej fik del i afskærmningen, da vi vel alle er lige, og at rækkehusene mellem Toldbodvej og Søndermarksvej unægtelig er mere udsatte end Rebslagervej for støj. Så vidt jeg ved, gives der også EU-støtte til miljø (støj) bekæmpelse, så nu sker der da noget, for os alle, eller? Hvordan går det mon med lokalplan 4.81.0 og senere tillæg? Jo vist er der sket noget. Byggegrunde på Rebslagervej er solgt, og så! I april 1993 fik vi fra borgmesterkontoret brev om, at der ville ske noget, når tidens fylde kom, men så langt er vi altså ikke nået efter 13 år. Nogle ting går hurtigt (salg af byggegrunde), andet tager lang tid. Nu er det da et boligområde, så måske kunne vi få byrådets bevågenhed med reparation af gader og fortove og fritagelse for traktorer med vedhæng og tonstunge lastvogne i næsten døgndrift.