Lokalpolitik

Større forståelse overfor landbruget

Kommunens nye miljøopgaver skal løses i tæt samarbejde med landbruget

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jens Lauritzen har en klar vision med storkommunens nye miljøopgaver: det skal være lettere for landbruget. Foto Lars Pauli

AARS:Mere forståelse og lettere sagsbehandling. Det var nøgleordene fra Jens Lauritzen (V), da han i går talte ved årsmødet for Afdelingen for Arealforvaltning og Husdyrproduktion i Vesthimmerlands Landboforening. Mødet satte fokus på landbruget udviklingsmuligheder, og Jens Lauritzen skulle i sin egenskab af formand for sammenlægningsudvalget give sit bud på, hvordan landbruget kan udvikle sig i den nye storkommune. Med kommunalreformen flytter der nemlig en række miljøopgaver fra amtet over til storkommunen. De mange fremmødte kunne glæde sig over, at den kommende borgmester i storkommunen ønsker at bruge den nye struktur på at gøre livet lidt nemmere for landmændene. - Vi har en tro på, at når beslutningerne kommer tættere på borgerne, så bliver hele processen lettere, og der vil måske være en større forståelse samt større muligheder for at finde alternative løsninger, sagde Jens Lauritzen (V) på mødet. Fokus på mulighederne Nogle konkrete bud på landbrugets fremtid kom der dog ikke på bordet. I stedet bruget Jens Lauritzen meget tid på at fortælle om alle de muligheder der ikke er der. Han havde nemlig medbragt en række kort, der viste alle de restriktioner, der er lagt på den vesthimmerlandske muld fra staten og amtets side. Men i stedet for at beskrive dem som begrænsninger, så valgte han dog at se dem som muligheder. - Når man ligger kortene med restriktioner sammen, så er der ikke meget landbrugsjord tilbage. Det offentlige Danmark har lagt flere og flere restriktioner på jorden. Men det bliver nogle af de udfordringer, vi skal arbejde med i den nye kommune, sagde han. Lad os samarbejde Dermed opfordrede Jens Lauritzen til et tæt samarbejde mellem kommune og landbrug. Og der var da heller ikke nogen tvivl om, at Jens Lauritzen tror på, at dette samarbejde vil være til gavn for landbruget. De første to år vil staten dog kigge kommunerne over skulderen for at se, om de magter opgaven. - Og vi vil jo være kede af, hvis de tog opgaverne fra os igen. Staten vil blandt andet holde meget øje med, om vi er i stand til at udarbejde VVM redegørelser. Så derfor er det vigtigt at få klare aftaler og spilleregler for, hvordan vi løser disse opgaver, sagde Jens Lauritzen.