Større fremgang for Danfoss end ventet

Virksomhedsøkonomi 20. marts 2007 05:00

KØBENHAVN: Høj vækst igennem 2006 betød, at Danfoss-koncernen flere gange i løbet af året måtte opjustere forventningerne. Samlet set bød året på en kraftig fremgang i både omsætning og indtjening. Omsætningen landede på 19,4 milliarder kroner og var dermed væsentligt højere end de oprindelige forventninger på 17-17,5 milliarder kroner. Resultatet af den primære drift blev et overskud på 1,6 milliarder kroner mod forventet 1,0-1,1 milliard kroner. I 2005 lød indtjeningen af den primære drift på 947 millioner kroner. - 2006 blev et rigtigt godt år for Danfoss, og vi kommer ud af året med et særdeles fornuftigt resultat, siger Jørgen M. Clausen, adm. direktør for Danfoss A/S. Han fremhæver de senere års fokusering på kerneforretningen, som har givet en styrket og mere lønsom forretning. - Det gode resultat betyder, at de ambitiøse mål om, at Danfoss i 2008 skal nå en omsætning på 24 milliarder kroner er en realistisk mulighed, siger Jørgen M. Clausen. Alle tre divisioner i koncernen har med pæne tocifrede vækstrater medvirket til det gode resultat. Tyskland lokomotiv Europa, som er et hovedmarked for koncernen, var, især på grund af Tyskland, en hovedårsag til fremgangen. Men også Rusland, Kina samt Latin- og Nordamerika hjalp godt til. USA er nu næststørste marked efter Tyskland. For 2007 venter koncernen, at den positive vækst vil fortsætte, omend på lidt lavere niveau. Omsætningen ventes at nå 21-22 milliarder kroner, svarende til en vækst på mellem otte og 13 procent. Resultatet af den primære drift ventes at lande på 1,6 til 1,8 milliarder kroner. Koncernen beskæftiger nu 20.600 ansatte mod 18.200 året før. I Danmark var der ved udgangen af 2006 godt 6100 ansatte mod 5800 året før./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...