Større frihed med begrænset omsorg

Inge Bach Jensen er blevet oplært til at tage hånd om sin sygdom

HJØRRING:Der er smagfuldt julepyntet i det lyse og venlige hus i Højene, hvor 49-årige Inge Bach bor sammen med sin mand, John Svejgaard. Alligevel skal man ikke ret langt ind i huset, før man kan se, at her foregår noget særligt: et tykt bundt orangerøde slanger leder en frem til stuen, hvor Inge smilende tager imod. Hun rejser sig af gode grunde ikke op, for hun er lænket til en sukkende og boblende indretning, som mest af alt ligner et mellemstort køleskab. På maskinens forside sidder et farvedisplay, som med en række tal viser, hvor lang tid, hun fortsat er bundet til lænestolen og indretningen: et hjemmedialyseapparat. Det er hun nødt til at være fire timer dagligt, for Ingers nyrer fungerer stort set ikke længere. Større frihed Alligevel er hun rigtig glad for sin nuværende situation; for hjemmedialysen giver hende langt større frihed og velbefindende, end hun oplevede frem til september i år. Indtil da måtte hun en tur omkring nyreafdelingen på Sygehus Vendsyssel tre gange om ugen for at få blodet renset for de giftstoffer, der hober sig op i kroppen hos mennesker, hvis nyrer ikke længere fungerer. - Jeg var meget skeptisk i starten, da spørgsmålet om hjemmedialyse blev nævnt ude på sygehuset, siger Inge. Hun var rædselsslagen ved tanken om at skulle stikke nåle i sig selv, men da en god bekendt fra nyreafdelingen takkede ja til hjemmedialysen i sommer, tænkte Inge: "Hvis hun kan, kan jeg altså også!" Så i september blev hun den anden dialysepatient i Hjørring, som i eget hjem tog hånd om sin egen sygdom. - Vi var nogle stykker på sygehuset, som havde deltaget i en behandlingsform, der kaldes Limited Care (begrænset omsorg, red.), forklarer Inge. Større omsorg Programmet handler om at tage vare på sig selv i dialysesituationen - praktiske ting, som man gradvist selv begynder at gøre i stedet for sygeplejersken. - Derigennem kommer man til at føle et større ansvar for, hvordan man selv har det - det er lidt svært at forklare præcist, men det er noget med at få et ændret syn på sin rolle som patient, forklarer hun, mens det suser i maskineriet. En dialysebehandling trækker et tusinde liter vand, så da rensemaskinen flyttede ind hos Inge og John, blev der samtidig installeret særskilt vandur og el-måler - for begge dele trækker tænder ud på en familes ordinære målere. Lige nu er Inges dialyseapparat i brug i døgnets vågne timer. Men tanken er, at Inge med tiden skal rense nyrerne i løbet af natten - hvis hun og John kan vænne sig til science-fiction-lydene i soveværelset. - Det går i grunden fint for John at sove, selv om maskinen kører, siger Inge. Det er straks sværere for hende, for Inge har været invalideret af en piskesmældsskade i mere end ti år. Så indtil videre renser hun blod om aftenen, inden familien går i seng. - Det tager faktisk tre kvarter at gøre maskinen klar, så det gør John, når han kommer fra arbejde. Imens forbereder jeg aftensmaden, og så kører maskinen, mens vi spiser og ser fjernsyn, forklarer hun. Uvurderlig støtte Inge lægger ikke skjul på, at hjemmedialysen for hendes vedkommende ville have været udlelukket, hvis ikke, det havde været for familiens hjælp - hun er aldrig alene, når hun er forbundet med dialyseapparatet. - Min families opbakning har været altafgørende for, at jeg kunne sige ja til mit nye liv, siger hun og forklarer, at ægtefællerne bliver oplært på sygehuset i en uge for at kunne assistere ved dialysen. En skærende alarm forkynder, at tiden er gået: - Så må du gerne tippe den lidt, så vandet kan løbe af, siger Inge til datteren, Maria, som er hjælper i dag. Og Maria følger lydigt Inges pædagogiske instrukser - men da nålene skal ud af Inges venstre arm, lukker hun øjnene. - Jeg kan stadigvæk slet ikke tåle kanyler, siger hun, en anelse forlegen. Stilheden breder sig i stuen i nogle minutter, indtil dialyseapparatet nynnende tager fat på den automatiske rensning. Inge vil gerne have hele processen overstået, så hun kan køre dialyseapparatet væk. For når hun ikke kan se maskinen, så er hun heller ikke syg, forklarer hun og smiler lidt. - Og indtil den store dag oprinder, hvor der måske står "Inge" på en ny nyre, så er det mig, som overtager den der - den overtager ikke mig, siger hun og nikker mod det trods alt livsvigtige apparat.