Større krav til arkitektur
Byråd afviser arkitektkonkurrence til nyt rådhus, men varsler nyt fokus
Den studietur til Hamborgs nye bydel Hafencity, som økonomiudvalget og teknisk udvalg var på i 2011 boblede op til overfladen i Hjørring Byråd. Da skulle byrådet behandle lokalplan over det kommende nye rådhus. Udfaldet af debatten blev, at byrådet i fremtiden vil stille større krav til bygningers arkitektur i lokalplanerne. "Kaninen" hoppede op af sækken, da SFs Jørgen Bing foreslog, at man skulle lave en arkitektkonkurrence for det nye rådhus. - Codanhus er jo ikke just byens darling. Det er snarere en grim ælling, det aldrig lykkedes at udvikle til en svane, begyndte Jørgen Bing. Han opfordrede derfor byrådet til at gøre sig umage med det arkitektoniske, når det nye rådhus skal bygges. - Det bliver jo et markant visitkort for byen og vi har lokal ekspertise til det, understregede Jørgen Bing. Gode erfaringer i Hamburg Han påpegede, at politikerne i Hamborg havde gode erfaringer med at stille krav til bygherrer med en slående forbedring af den arkitektoniske kvalitet i Hamborg til følge. Jørgen Bings forslag om en arkitektkonkurrence eller indhentning af flere forslag til det nye rådhus' udseende fik borgmester Arne Boelt (S) op af stolen. - Finn Østergaards tegnestue er næsten færdig med alle tegninger. Det er meget for sent at ændre noget nu, sagde borgmesteren, som understregede, at bygherre Asger Enggaard gerne vil lave et flot hus til byen. Kommunens embedsmænd skal efter planen flytte ud til sommer og ind i gen et år senere i et helt nyt rådhus. Næstformand i teknik - og miljøudvalget, Ole Ørnbøl (S) undrede sig såre over, at Jørgen Bing bragte en arkitektkonkurrence på bane så sent i forløbet. - Hvorfor har vi ikke drøftet det i udvalget? Du er dog formand, lød det fra Ole Ørnbøl. Størup (UP): Stram op Jørgen Bing svarede, at man fra det lokale arkitektmiljø har forsikret, at man vil kunne nå en arkitektkonkurrence. Knud Størup (UP) mener, at man i stedet bør stramme op i fremtiden. - Fremtidige lokalplaner skal være noget, vi følger og ikke giver dispensation dagen efter, de er vedtaget, sagde Knud Størup. Venstres gruppeformand Susanne Sander så debatten gennem optimistiske briller inspireret af besøget i Hamborg. - Debatten er faktisk et glædeligt signal. Vi skal gøre det bedre og stille større krav til bygherrer i fremtiden, sagde Susanne Sander. Borgmester Arne Boelt gjorde opmærksom på, at byrådet har forlangt, at det nye rådhus ikke måtte blive dyrere end det nuværende. Underforstået: ekstraudgifter til en ny arkitektkonkurrence lå ikke i kortene.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.