Aalborg

Større respekt for alderdommen

50+ Omfangsrigt program på seniormesse der afvikles i næste uge

AALBORG:Når direktør Ernst Trillingsgaard og forfatter og skuespiller Anne Marie Helger på næste fredag foretager den officielle åbning af seniormessen "50+ - på vej mod seniorlivet", er det startskuddet til tre spændende dage i Aalborg Kongres & Kultur Center. Ved et pressemøde i går formiddag præsenterede forfatter og journalist Lone Kühlmann det omfangsrige program for seniormessen, og hun viste ved samme lejlighed, at hun brænder for en sag, som hun mere eller mindre tilfældigt blev involveret i for nogle år siden. - Jeg skrev i 1996 en bog, hvor forskellige kvinder skulle give deres bud på, hvordan de kunne forestille sig alderdommen, når de selv blev gamle. Det viste sig, at der var store forskelle på, hvordan den enkelte forestillede sig den tredje alder. Det var spændende læsning, og pludselig var der bud efter mig fra mange sider, for at høre om betragtningerne vedrørende alderdommen, siger Lone Kühlmann. Hun kæmper hårdt for at vise, at der bestemt ikke er lighedstegn mellem alder og affældighed, og at de ældre er en spændende forbrugergruppe, der i allerhøjeste grad har fortjent mere synlighed. Der skal ganske enkelt være mere respekt om alderdommen. - Jeg vil gerne være med til at vende billedet, inden jeg selv bliver gammel, siger Lone Kühlmann. Lone Kühlmann kan opleves både fredag og lørdag på seniormessen, hvor hun vil have samtaler fra scenen med Anne Marie Helger, den tidligere kollega, journalist Hans Bischoff, der netop er gået på pension, og med seniorforsker dr. med. Henning Kirk. Programmet rummer desuden besøg af skuespiller og forfatter Lisbet Dahl, forfatter Jytte Borberg, kulturchef og tidl. kulturminister Jytte Hilden, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, Ældre Sagens Bjarne Hastrup og de kendte kokke Søren Gericke og Blaise Badré. Derudover bliver der naturligvis gensyn med det populære modeshow, der var så stor en succes i Forum sidste gang. Messen vil i det hele taget byde på alt, hvad den stærkt voksende 50+ generation kan forestille sig at få brug for, med emner som rejser, bolig, pension og investering, sundhed og skønhed. Seniormessens overordnede formål er at virke som et udstillingsvindue for de 50+årige, og dermed henvende sig til en målgruppe, der ofte bliver overset i markedsføringssammenhænge. Det er tredje gang man afvikler den store danske seniormesse. Den blev første gang - nærmest på forsøgsbasis - afviklet i Aalborg Kongres & Kultur Center i februar 2001. Det var den første messe af sin art i Danmark med de 50+årige som målgruppe, men konceptet viste sig hurtigt at være en succes med omkring 13.500 besøgende. Messen flyttede derefter på opfordring til Forum i København i september 2002. Det var første gang, at Aalborg Kongres & Kultur Center arrangerede en messe uden for Aalborg, men også i København viste der sig et stort potentiale for messen for seniorer. Man besluttede efter successen i Forum skiftevis at afholde messen i Aalborg og København, og nu skal man altså for anden gang afvikle seniormessen på hjemmebane i Aalborg Kongres & Kultur Center. Alle 100 standpladser er udsolgte, og der er gode forhåbninger om at få ca. 15.000 besøgende gennem tælleapparaterne.