Større risiko for at dø i weekenden

Patienter indlagt i weekenden får dårligere behandling og har større risiko for at dø. Det skriver metroXpress.

Patienter med hoftebrud, blodprop eller blødning i maven bliver ramt dobbelt, hvis de bliver indlagt i weekenden.Ifølge et udtræk af tal fra Det Nationale Indikatorprojekt får op til 40 procent af patienterne en dårligere behandling. Og på samme tid viser tal, at patienter indlagt i weekenden har større risiko for at dø efterfølgende, end hvis de var blevet indlagt på en hverdag. Det skriver metroXpress. Tallene stammer fra danske sygehuses egne indberetninger i 2007, og de får Patientforeningen Danmark til at kræve et indgreb. -Tallene dokumenterer, hvad vi har haft mistanke om. Det er farligere for patienter at blive indlagt i weekender, på helligdage og i de store ferier. Derfor bør der være en national standard for, hvilket beredskab sygehusene skal have, siger foreningens formand, Karsten Skawbo-Jensen, til metroXpress. Det Nationale Indikatorprojekt skal sikre, at sygehusene bliver målt, så de kan sikre bedre kvalitet i behandlingen af patienterne. Men Karsten Skawbo-Jensen frygter, at kvaliteten bliver endnu dårligere i fremtiden. -I takt med at det bliver sværere at rekruttere sundhedspersonale, vil bemandingen kun blive ringere i yderpunkterne, siger Karsten Skawbo-Jensen til avisen.