EMNER

Størst er kærligheden

At se barn og barnebarn sammen er meningen med det meste, mener bedstemor

De brune øjne er de samme. De spillende, smilende, store og dybe øjne møder en, hvad enten man hilser på bedstemor, mor eller baby Aiko på bare ni måneder. Han sidder trygt på mors arm, ser på verden, på de fremmede, det fremmede. Lyser op, da hans blik fanger bedstemors. - Han kan kende alle sine bedsteforældre, fortæller Yvonne Pilgaard Miller, 30 år. Det siger mere, end det umiddelbart lyder til. Aiko har som mange andre børn i dag mere end fire bedsteforældre. Han har seks, og hans mor har fundet den ideelle løsning på den mulige titelforvirring. - Jeg er bedstemor, min mand er bedstefar, fortæller Tanja Miller, 51 år, mor til Yvonne, hvis far hun er skilt fra. Han og hans nuværende kone er derfor morfar og mormor, mens farforældrene ikke er skilt. - Det lyder kompliceret, men Aiko er jo ligeglad. Han har dem alle seks, siger Yvonne Pilgaard Miller, der selv har haft et meget tæt forhold til bedsteforældrene, især sin mormor. - Det måtte gerne gå i arv, siger hun og håber og forventer derfor, at Aiko får seks voksne, der "kan lide ham, har lyst til at bruge tid med ham, være hans fortrolige." Kærlighedens forventninger er størst, og dem er den praktiske pasning en del af. - De skal være alene med ham for at lære ham rigtigt at kende, fortroligheden kommer ikke af sig selv. Men det er da også utroligt dejligt, at Thomas og jeg kan have nogle timer i fred, fortæller Yvonne Pilgaard Miller, keramiker og bachelor i kommunikation fra Aalborg Universitet. At være sammen med Aiko uden hans mor er også en gave for Tanja Miller. - Bestemt, for så er han jo mere fokuseret på mig. Men det er også stort at se Yvonne og ham sammen. At se sin datter sådan forandre sig for øjnene af en... At se, at kønnene er mere lige, at Thomas var far fra dag eet. At se den lille sammen med sin bedstefar. Jeg nyder det hele, siger Tanja Miller, der har fem børn, heraf to hjemmeboende på 13 og 15 år. Som de andre bedsteforældre er hun sammen med Aiko en gang hver eller hveranden uge. Og Yvonne er holdt op med at blande sig, griner hun. Nu er det bedsteforældrenes grænser, der gælder, når Aiko er der. Hjemme må han f.eks. ikke få slik, men ude må han gerne. - Jeg kom for nogle måneder siden med Aiko og med et skema, ret detaljeret, over, hvornår han skulle sove, spise og så videre. Det var ikke så smart, erindrer Yvonne. - Nej, jeg tog det mere seriøst end min mor, som også var der. Hun slog en en høj latter op og sagde, at Yvonne da måtte forstå, at jeg havde haft fem børn og nok kunne klare ham her også. Men som Yvonne klogt svarede, så har jeg jo ikke haft Aiko, og alle børn er forskellige, fortæller Tanja. At hun nu både er datter, mor og bedstemor samtidig med, at hun passer et fuldtidsjob som underviser på Aalborg Seminarium kan være hårdt. - Jo, jo, jeg er da meget træt ind imellem. Fysisk træt. Men psykisk er der plads til de mange forskellige roller. Det gælder jo om at gøre plads i sit hjerte, og det er der, siger Tanja. At blive bedstemor er ikke at blive mor en gang til. - Nej, nej, jeg kan jo bare nyde ham. Jeg har ikke ansvar og har ikke nogle principper, jeg skal have levet ud gennem ham. Det giver et helt andet forhold. Egentlig synes jeg, at det at sit barnebarn vokse op føles som selve meningen med opdragelsen af ens egne børn, siger Tanja Miller.