Største tyske krigsgrav

Ved Højene nær Seelow blev Anden Verdenskrigs største slag på tysk jord udkæmpet i april 1945

Alt ånder fred og idyl ved udsigten over Oderbruch-området i retning mod Polen fra højene omkring Seelow. Men her i landbrugsområdet, der engang blev kaldt Berlins frugthave, huser de langstrakte marker en af de største krigsgrave nogensinde. 60 år efter Anden Verdenskrigs afslutning bliver der fortsat hvert år fundet jordiske rester af omkring 150-200 soldater i den østtyske delstat Brandenburg. For det var her, at det største og mest blodige militærslag på tysk jord fandt sted under krigen, da Den Røde Hær den 16. april 1945 indledte sin store offensiv mod Berlin, kun 70 kilometer mod vest. De 48 meter høje bakker var den sidste forhindring, der skulle overvindes på vejen mod Nazitysklands hovedstad. Et symbol, den sovjetiske leder Josef Stalin ville nå før amerikanerne - for enhver pris. Prisen viste sig at være særdeles høj. Både for Den Røde Hær, de tyske værnemagtssoldater og de utrænede ældre mænd og teenagedrenge fra den såkaldte Volkssturm, som på Hitlers ordrer blev sendt til fronten lige til det sidste. Det fortæller direktøren for mindesmærket og museet ved Seelows Høje, Gerd-Ulrich Hermann, mens han spejder ud over markerne, hvor over en million soldater for 60 år siden stod over for hinanden ved fronten. - Selv om Tyskland allerede havde tabt krigen, oplevede mange unge mænd her det værste nogensinde i deres liv. Slaget viste, hvor svært det var at afslutte krigen, siger han. I de to døgn, som slaget ved Seelow varede, blev over 50.000 soldater dræbt. En tysk løjtnant skrev efterfølgende, at kun hver 10. soldat i hans kompagni overlevede slagets første 37 timer. Det skønnes, at 33.000 russere, 12.000 tyskere og 5000 polakker mistede livet. Også hvad det militære isenkram angik, var slaget det største på tysk jord. I løbet af slagets første halve time regnede 500.000 sovjetiske artillerigranater ned over de tyske forsvarsstillinger. Det var en ulige kamp. Over for russernes 3155 kampvogne stod tyskernes 512 af slagsen. Mandskabsmæssigt var russerne tyskerne syvfoldigt overlegne, og enkelte steder stod der 15 russere over for én tysker. Men de omkring 129.000 tyskere kæmpede nærmest til sidste blodsdråbe, og derfor kunne den russiske marskal Georgij Sjukovs over 900.000 soldater ikke indtage højene så hurtigt som beordret af den utålmodige Stalin. - Man spørger sig selv, hvorfor tyskerne ydede så indædt modstand, når alt var afgjort. Men mange unge var glade for at blive sendt til fronten, hvor de ønskede at deltage i den bebudede sejr, "Endsieg", som Føreren havde lovet dem. De var udmærket klar over, at de var de sidste, der var tilbage før Berlin. Men de følte sig som beskyttere for de mange tusinde flygtninge fra øst, og de havde aldrig lært at sætte spørgsmålstegn ved nazipropagandaen, siger Gerd-Ulrich Hermann. Også russerne undrede sig over tyskernes kampiver. Kun ganske få reagerede på den russiske propagandas opfordringer om at indstille "den meningsløse modstand". En af dem, der via højtalere opfordrede tyskerne til at give op, var den 21-årige tyske jøde Stefan Doernberg, der kæmpede for Den Røde Hær. Hans kommunistiske forældre var flygtet til Moskva i 1935, og Seelow betød hans første gensyn med hjemlandet. Han mener, at der næppe findes noget sted i Tyskland, hvor jorden i den grad er gennemvædet af blod som Oderbruch-området. - På intet andet tidspunkt i krigen har jeg set så mange døde på ét sted som i Seelow. Det var meget rystende og berører mig stadig dybt. Jeg havde troet, at tyskerne var klar over, at det ikke gav mening at fortsætte med at kæmpe, siger Doernberg, der i dag er 81. Men Hitler havde udpeget Oderbruch som "den sidste bølgebryder mod den røde stormflod", og tyskerne havde fået indprentet at kæmpe til det sidste for "fører, folk og fædreland". - Jeg fandt et tysk flyveblad, hvor "alle tiders største feltherre" skrev, at den jødisk-bolsjevikiske ærkefjende ville smadre Tyskland og udrydde dets folk, og at bolsjevismen skulle forbløde, inden den nåede hovedstaden. Jeg talte også med en tilfangetaget tysk sergent, som sagde, at tyskerne jo engang havde stået 70 kilometer fra Moskva. Nu da russerne stod 70 kilometer fra Berlin, var han overbevist om, at situationen atter ville vende, siger Doernberg. Et par kilometer vest for Seelow ligger soldaterkirkegården i Lietzen. Siden den tyske genforening for 15 år siden er ofrene for slaget ved Seelow, der årligt findes blandt andet ved vej- eller havearbejde, blevet begravet her. I DDR-tiden ledte man ikke efter de faldne, for de tyske ofre blev over en kam anset for at være fascister, mens de sovjetiske soldater fik deres egne kirkegårde blandt andet ved det store sovjetiske mindesmærke på Seelows Høje. - I døden er alle lige, og hvorfor skulle der være forskel på en død russer og en død tysker? Siden genforeningen har jeg selv fundet og bisat 700 russere og 1080 tyskere, der faldt ved slaget ved Seelow. Det er skrækkeligt. Krigen er først slut, når de sidste faldne er begravet. Men hvor mange der er tilbage, er svært at gisne om, siger Erwin Kowalke, en ældre herre, der i 25 år har arbejdet for det tyske folkeforbund for krigsgrave. Først den 2. maj kapitulerede Berlin, to uger senere end planlagt af Stalin. Antallet af ofre under de indædte kampe langs Oderen fra januar til april 1945 kom op på langt over 100.000. /ritzau/