EMNER

Størstedelen af olieudstrømningen stoppet

RØNNE:Dykkere fra selskabet Dansk Bjergning og Bugsering havde søndag held til at stoppe mellem 80 og 90 procent af den olieudstrømning, der har fundet sted fra det sunkne kinesiske skib "Fu Shan Hai" ved Bornholm. Ifølge vagthavende officer ved Søværnets Operative Kommando er det fire huller i forskibet, der nu er "slået prop i". Men dykkerne mangler endnu at finde de sidste huller i skibets bagende, hvorfra der lækker olie. Direktøren for Dansk Bjergning og Bugsering, Ove Eriksen, vurderer, at man i løbet af et par dage kan gå i gang med næste skridt, nemlig at få suget vragets tanke helt tomme for olie. Det kinesiske skib ligger på omkring 65 meters dybde. Det fine vejr gjorde det muligt at sende en undervandsrobot ned til skibet tidligt søndag morgen, så man kunne lokalisere hullerne i skibet. Både natten til lørdag og til søndag drev der mindre mængder af olie ind på kysterne af den lille øgruppe Ertholmene. Men en cirka 100 mand stor gruppe af redningsfolk har været sat ind for at rense olien væk, og hos politiet i Rønne håbede vagthavende, at al olien kunne være væk fra øerne i løbet af søndagen. Det kinesiske fartøj sank efter en kollision 31. maj med et polsk-cypriotisk skib. /ritzau/