Lokalpolitik

Størup til modangreb om underskud

Tidligere Hirtshals-borgmester, Knud Størup (UP), gik i går i byrådssalen til modangreb i sagen om Hirtshals Kommunes underskud på 2006-regnskabet.

Billedet af Hirtshals økonomi er urimeligt tegnet, mener Knud Størup. Arkivfoto

Billedet af Hirtshals økonomi er urimeligt tegnet, mener Knud Størup. Arkivfoto

I den skarpe debat brugte Knud Størup og tidligere viceborgmester Viggo Bilde overheadprojekter og tabelopstillinger i byrådssalen for at forklare om Hirtshals’ økonomi i 2006. Knud Størup påpegede blandt andet, at Hirtshals Kommune i 2006 betalte mere på momskontoen end de øvrige sammenlægningskommuner samt, at Hirtshals Kommune bar udgiften til to af sammenlægningsudvalgets direktører det meste af året. Størup og Viggo Bilde påpegede desuden, at Hirtshals Kommune kommer ind i den nye Hjørring Storkommune med den største egenkapital pr. borger. De henviste bl.a. til Hirtshals Havn, som Hirtshals Kommune har købt og betalt. Knud Størup påpeger, at Hirtshals Kommune har brugt andre regnskabsmetoder end de andre sammenlægningskommuner. - Hvis vi blevet behandlet som de andre kommuner, ville regnskabet se anderledes ud, sagde Knud Størup. Kurt Mikkelsen (V) var uenig. - Hirtshals Kommune ville ikke have været i stand til at lave budget for 2007, hvis den var fortsat som selvstændig kommune. Havnens indtægter kan kommunen jo ikke disponere over, lød det fra Kurt Mikkelsen. Mikkelsens partifælle Susanne Sander mente, at Hirtshals Kommune ville være gået konkurs, hvis den havde været et privat firma. En påstand som Knud Størup betegnede som ”vås.” Revisionen forventes at aflevere et revideret Hirtshals-regnskab i august. Til den tid skal byrådet diskutere sagen igen.