Støt det lokale

Citychef appellerer til byens borgere om at møde op til Open By Night og støtte de lokale butikker

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

NØRRESUNDBY:Borgerne i Nørresundby skal være længe oppe fredag 10. august. City Nord Erhverv inviterer nemlig alle til Open by Night, og det betyder, at byen først går til ro efter klokken 21.

Arrangørerne har med årets aktivitetsprogram forsøgt at ramme en bred målgruppe.
- Vi har masser af aktiviteter for de små. Ansigtsmaling, hoppeborg, fiskedam, bamse-underholdning, hestevognskørsel og meget mere. For de lidt større er der seje biler, konkurrencer, musik og sidst, men ikke mindst, har byens mange butikker åbent og står klar med masser af tilbud, siger citychef Lisa Glæsner Kyhnau.

Frivillige

Mange har frivilligt lagt kræfter i at få arrangementet op at stå. Erhvervsforeningen, Foreningen Aktive Kvinder i Nørresundby samt ægtefæller til byens butiksindehavere hjælper alle til 10. august.

- Det er så vigtigt for os med hjælpende hænder og vi skylder dem derfor alle en stor tak. Uden dem kunne vi ikke gennemføre arrangementet, siger Lisa Glæsner Kyhnau og tilføjer, at der sagtens kan bruges flere frivillige.
- Så skulle der et sted i Nørresundby sidde en ildsjæl eller to, som har tid og lyst til at hjælpe denne dag, er de meget velkomne til at kontakte City Nord Erhverv, siger hun.
Man kan finde kontaktoplysninger på foreningens hjemmeside www.nørresundby.dk

Håber på godt vejr

Godt vejr og mange mennesker i gaderne har naturligvis betydning for arrangementets succes. Vejret er arrangørerne ikke herrer over, men citychefen appellerer til byens borgere om at møde op og støtte de lokale butikker.

- Mange af byens butikker kan stadig mærke krisen og har også de store kædebutikker og centre i Aalborg at kæmpe imod. Vil borgerne i Nørresundby bevare et rigt udvalg af detailbutikker i byen, er det vigtigt, at de handler lokalt. Typisk ser man i provinsbyer, at borgerne kører til de større byer for at handle ind, og først når de mindre butikker i provinsen lukker, opdager de, hvor trist det er, siger Lisa Glæsner Kyhnau og oplyser, at butikkerne i Nørresundby også leverer mange sponsorkroner til sport- ­og kultur i lokalområdet. Dør nogle af butikkerne, vil der blive færre penge at dele ud af.
- Det vil derfor medføre færre aktiviteter og mindre liv i byen og i sidste ende gøre det mindre attraktivt at bo i provinsen, siger citychefen, der derfor håber på masser af liv i gaderne 10. august.
- Nu skal vi ikke tænke på krise og butikslukninger. Vi skal tænke på fest og hygge i byens centrum og glæde os til at se en masse mennesker, siger hun.
Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.