Lokalpolitik

Støtte-afslag er et varsel

Ikke flere støtte-timer

SINDAL:En større, principiel debat fandt sted, da politikerne i børne- og kulturudvalget forleden satte hinanden stævne. Årsagen var en ansøgning fra en af kommunens daginstitution, der har bedt om ti yderligere støttetimer til to børn ugentligt, men politikerne har besluttet, at det samlede antal støttetimer ikke skal vokse på foranledning af ansøgningen. - Skoledirektør John Hansen har fået frie hænder til at undersøge, om andre kan undvære eller ballerne skal knibes sammen, lyder meldingen fra Arne Boelt (S), formand for børne- og kulturudvalget. Udvalgsformanden oplyser, at man en gang om året vurderer antallet og behovet hos de støttekrævende børn, hvorefter vurderingerne indgår i budget-lægningen. Kendt i forvejen Der er imidlertid ikke flere timer tilbage fra en ekstra pulje på 30 timer, som blev oprettet. - Det kan være fair nok at søge om ekstra timer, hvis det drejer sig om tilflyttere, som man ikke kunne vide noget om. men her er der tale om børn, som har været kendt i systemet, siger udvalgsformanden. Arne Boelt mener, at beslutningen er et varsel om de nye tider, som indføres, når den kommunale økonomi decentraliseres, så institutionerne selv skal styre mere og mere af den samlede pengepose - derfor var sagen på sin vis også principiel. - Om et år skal den enkelte institutionsleder selv løse opgaverne, og det her er et signal fra os om, at der er noget nyt på vej, siger Arne Boelt (S). - I mine mange år i politik har jeg i øvrigt aldrig set et brev, hvor man bad om det modsatte. At man ikke har brug for alle de timer, man har fået tildelt på institutionen, funderer han.