Støtte fra K, men advarsel fra sygehus

- Hverken brug for eller plads til ny lægeuddannelse

Uddannelse 1. november 2007 05:00

AALBORG: Aalborg Universitet bør have en lægeuddannelse. Det er nødvendigt for hele landets skyld at uddanne flere læger, og så kan det ikke nytte, hvis de ikke bliver spredt geografisk. Med den melding bakker transportminister og folketingsmedlem Jakob Axel Nielsen (K) op om et ønske fra regionsrådsformand og folketingskandidat Orla Hav (S), der vil have en lægeuddannelse til Aalborg Universitet. Ønsket er udløst af et forslag fra Københavns Universitet om samlet at uddanne flere læger i Danmark. - Vi ser først toppen af lægemanglen om 15 år, så der er brug for at uddanne flere læger. Jeg ved godt, at jeg gør mig til uvenner med Aalborg Sygehus, men det er vigtigt at få uddannet flere, understreger Jakob Axel Nielsen. På Aalborg Sygehus, der har status af universitetshospital i samarbejde med Aarhus Universitet, undrer overlæge, professor i kirurgi Ole Thorlacius-Ussing sig over, at debatten dukker op igen. Som uddannelsesleder for lægeuddannelsen understreger han, at der simpelthen ikke er plads til flere studerende på sygehuset: - Vi er ved at udbygge, så de studerende fra Århus kan tage hele anden del i Aalborg. De skal have en ordentlig uddannelse, og så er der ikke plads til andre. Vi kommer op på cirka 175, og dermed er kapaciteten fyldt op. Skal folk i Århus bestemme, hvad der skal være af uddannelser i Aalborg? - Nej, men vi har indgået en aftale, og den skal vi overholde. Hvis vi ikke gør det, så kan vi heller ikke forvente, at andre skal gøre det, siger Ole Thorlacius-Ussing. Som juletræer I det hele taget mener han ikke, at det er nødvendigt at øge det samlede optag på medicinstudiet. Det er på cirka 1100 på landsplan: - De nuværende årgange er kæmpestore. Desuden har det vist sig, at færre af de norske og svenske studerende rejser tilbage efter end uddannelse. At uddanne læger er lidt som at dyrke juletræer: Man skal se mange år ud i fremtiden. Manglen nu skyldes fortidens synder - Bertel Haarders store nedskæringer i 80¿erne. Diskussionen om lægeuddannelsen kommer samtidig med, at regionspolitikerne diskuterer nyt sygehusbyggeri i Aalborg, hvor valget står mellem et helt nyt sygehus uden for Aalborg eller en udbygning af det nuværende Sygehus Syd. Stå ved aftalen Flere regionspolitikere erkender, at et nyt sygehus kan bruges som argumenter for en lægeuddannelse ved universitetet i Aalborg, fordi sygehuset vil give gode rammer for den praktiske del af en lægeuddannelse. - Men jeg synes, at det er vigtigt, at vi holder fast ved aftalen med Aarhus Universitet. Den mener jeg er helt afgørende for os, siger regionsrådets næstformand Niels Kristian Kirketerp (V). Den opfattelse deles af blandt andre hans partifælle Ole B. Sørensen samt den konservative Per Larsen og Ib Poulsen fra Dansk Folkeparti.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...