Lønstrup

Støtte på 925.000 kr. til Lønstrup Fiskeleje

Med hjælp fra A. P. Møller Fonden er finansieringen af projekt for byens gamle bådeplads i hus

Der er store planer for området ved bådepladsen i Lønstrup ¬ Arkivfoto: Bente Poder

Der er store planer for området ved bådepladsen i Lønstrup ¬ Arkivfoto: Bente Poder

LØNSTRUP:A. P. Møller Fonden har bevilget 925.000 kroner til det store Lønstrup projekt Et fiskerleje på Vestkysten, som Lønstrup Fiskeriforening har været ansøger for.

- Jeg er meget glad for at blive ringet op fra fonden og få den besked, og det betyder at vi kan komme i gang med projektet. Nu er pengene hjemme, udtaler formanden Svend Bjørnager.

Danmarks nordligste kystlandingsplads skal have et stærkt tiltrængt løft, og der er nu en pulje på tæt ved 3 millioner kroner til tre projekter med det formål.

Det største projekt er udformet i et samarbejde mellem fem foreninger i Lønstrup og Hjørring Kommune, og det er en forsætning for støtten fra A.P. Møller Fonden, at kommunen overtager projektet og bliver kassemester for det.

Formålet er at styrke Lønstrups profil som en attraktiv kystby for turister, fortælle om byens maritime tilknytning og skabe grundlag for tilflytning og nye aktiviteter.

Inspirationen til projektet er bl. a. hentet fra den udvikling, der er sat i gang i Klitmøller og Vorupør.

- Det er fantastisk hvad de har fået ud af det ved at tænke stort. Det kan vi godt lære af, siger Svend Bjørnager.

Som bestyrelsesmedlem i Fiskeri LAG Nord har han været med til at bevilge støtte til projekter, der skal gøre fiskerlejet i Vorupør til en turistattraktion.

- Der er de gået sammen og fået projekter sat i gang for 8,3 mio. kr. Der er blevet bevilget LAG midler for 1,9 mio., og det viser at fiskeri LAG bestyrelsen også har støttet store projekter, fortæller han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.