Støtte til anbragte børn

Som det første sted i Nordjylland får de 360 anbragte børn i Aalborg et mødested.

En klub, hvor børnene kan mødes med ligestillede, er nemlig under etablering i Aalborgs centrum. To medarbejdere, en psykolog og en pædagog, er ansat fra 1. marts. - Jeg har længe været optaget af at få en klub op at stå, fordi jeg ved, at mange børn anbragt i plejefamilier går rundt og tror, at de hver især er de eneste i verden, siger rådmand Birgit Ekstrøm (S). Hun tilføjer, at hun tror, at en klub ikke alene kan give børnene meget, men også forhindre, at nogle problemer vokser sig så store, at de nødvendiggør en flytning. - Vi ser og oplever specielt børn i teenagealderen ønske sig en ny plejefamilie, fordi de tror, at det vil løse deres problemer. Jeg tror, at vi kan give dem meget ved at give dem mulighed for at møde ligesindede og de to ildsjæle, vi har ansat. Hvor klubben, som Birgit Ekstrøm mener er den første i Nordjylland, får til huse, vil hun endnu ikke røbe. - Vi har fundet plads centralt i byen, men mangler at indrette lokalerne. Planen er, at klubben skal holde åbent for anbragte børn fordelt i to aldersgrupper en gang om ugen. Den nye klub er bare et af kommunens mange, nye tiltag over for anbragte børn. Tiltag, der har været i gang siden 1998, efter at man året før var blevet klar over, at Aalborg Kommunes anbringelser antalsmæssigt lå et godt stykke over landsgennemsnittets, men også efter fokus på udgifterne og spørgsmålstegn ved, om kvaliteten i anbringelser generelt står i forhold til børnenes vanskeligheder. Disse initiativer blev i mandags rost af socialminister Henriette Kjær (K) i forbindelse med hendes besøg hos Birgit Ekstrøm.