Støtte til dansecenter på højskolen

Vrå Højskole vil oprette ”Vraa Dance Research Centre”

VRÅ:Vrå Højskole arbejder på at skabe ”Vraa Dance Research Centre”, både for at få et levende og inspirerende dansemiljø på skolen og for at formidle dansen, så centret også får et folkeligt sigte. I marts sagde økonomiudvalget nej til at gøre dansecentret til et Leader+-projekt, men nu har kommunalbestyrelsen sagt ja til at støtte projektet med 50.000 kr. Stort flertal Frode Larsen foreslog, at sagen blev udskudt til kommunalbestyrelsens budgetlægning for 2005, men det var kun Kim Bach (fællesliste) og Niels Christiansen (S) enige i. Tilskudet blev vedtaget med stort flertal. Kun Frode Larsen stemte imod, mens Niels Christiansen og Kim Bach undlod at stemme. Højskolen opererer med et budget på 260.000 kr. for opstart af centret og satser på at finansiere foretagendet med støtte fra kommunen, amtet og Folkehøjskolernes Forening i Danmark. Hånd i hånd - Vi vil skabe et forum, hvor skolens danselinje, den professionelle dans, formidlingen af dansen og livsoplysningen går hånd i hånd, hedder det i en ansøgning til Løkken-Vrå Kommune om økonomisk støtte. - Vraa Dance Research Centre skal være med til at skabe opmærksomhed om Vrå Højskole, forbedre danselinjen på skolen og skabe flow og dynamik på danselinjen og på skolen. Det skal tilbyde dansemiljøet arbejds- og præsentationsmuligheder og samtidig placere et kulturtilbud i Vendsyssel og på den måde give beboere i Vendsyssel muligheden for at stifte bekendtskab med dans og performance som kunstform. Tradition Vrå Højskoles forretningsfører, Karsten D. Nielsen, der har skrevet ansøgningen, påpeger, at der omkring højskolen også er Kunstbygningen, Vrå Koncerterne og Vrå-Biffen, sådan at der er tradition for at moderne kunst af høj kvalitet formidles i en folkelig sammenhæng i Vrå. Vraa Dance Research Center vil kunne skabe en lignende situation for dans og ny scenekunst, mener Karsten D. Nielsen.