Støtte til lægeuddannelse

Det bliver med bred politisk opbakning bag sig, når Aalborg Universitet næste år søger om en lægeuddannelse med start 1. september 2010.

Videregående uddannelser 7. oktober 2008 06:00

Folketingsmedlemmerne kaldte uddannelsen "påkrævet" og "en usædvanlig god ide" i mandagens nordjyske åbningsdebat. Universitetets rektor Finn Kjærsdam har i den seneste tid budt alle de nordjyske folketingsmedlemmer på besøg, og det har været en positiv oplevelse: - De synes alle sammen, at vi skal søge. Men samtidig siger de, at de ikke skal blande sig i afgørelsen, siger han. Beslutninger om nye videregående uddannelser bliver nemlig ikke som tidligere truffet af videnskabsministeren. I stedet skal det uafhængige såkaldte Akkrediteringsråd sige ja eller nej. - De skal især vurdere to ting: Dels om der er behov for uddannelsen, og dels om vi har opbygget et passende fagligt niveau - om vi har det, der skal til, siger Finn Kjærsdam. Og understreger, at begge kriterier efter hans vurdering er opfyldt. Siden 2006 har AAU haft en uddannelse i industriel medicin. Finn Kjærsdam forventer, at de to uddannelser i meget vid udstrækning vil få samme indhold de første tre år, men derefter specialisere sig. Aalborg Universitet har tidligere søgt og fået afslag på en lægeuddannelse. Blandt modstanderne var Aarhus Universitet, der har et nært samarbejde med Aalborg Sygehus. - Men hvis universiteterne i Aalborg og Århus ikke kan enes, så må nogen tvinge dem til det, slog Karl Bornhøft (SF) fast i debatten.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...