Støtte til Løgstør Open Air

50.000 kroner fra kommunen, som håber på ny tradition

LØGSTØR:Der var dobbelt op, da Løgstør Idrætsforening (LIF) sendte en ansøgning til kommunen om støtte til en Open Air-koncert. Foreningen søgte om 25.000 kroner men har fået 50.000 kroner. Faktisk havde kommunen besluttet at støtte koncerten, inden ansøgningen var modtaget, fortæller borgmester Jens Lauritzen (V). Til gengæld er der ikke tale om en underskudsgaranti på 100.000 kroner, som LIF også havde søgt om. Og de 50.000 kroner gives med visse betingelser. - Det er ikke meningen, at et eventuelt overskud skal gå i idrætsforeningens kasse. Vi ser gerne, at det fortsætter næste år, og derfor skal pengene gemmes, så der er noget at stå imod med, forklarer Jens Lauritzen. Idrætsforeningen har 100 års jubilæum i år, og Løgstør Open Air er en del af festen. Men tanken er altså også, at det skal være en årlig begivenhed - alt afhængigt af, hvordan det går denne første gang. Koncerten finder sted lørdag 27. august, og på scenen kommer Big Fat Snake, B-Boys, Zididada og Sweethearts samt et par lokale bands. Der budgetteres med en udgift på 845.000 kroner, som hentes hjem på entre, salg af mad og drikke samt sponsorater.