Hirtshals

Støtte til Nordisk Sejlads

Hirtshals bliver starthavn for Nordisk Sejlads 2015

For ti år siden havde Nordisk Sejlads endestation i Hirtshals.Arkivfoto: Kurt Bering

For ti år siden havde Nordisk Sejlads endestation i Hirtshals.Arkivfoto: Kurt Bering

HIRTSHALS:Økonomiudvalget i Hjørring Kommune vil støtte en event i Hirtshals med 50.000 kroner i anledning af, at byen bliver starthavn for Nordisk Sejlads 2015.

Bag eventen står Hirtshals Turistforening, foreningen HG 159 Johs Hejlesen og Hirtshals Havn, som vil skabe en større kulturel begivenhed på Vesthavnen i de par dage, hvor deltagerne i sejladsen ligger ved kaj.

Forventelig 25-30 traditionelt riggede sejlskibe ankommer fredag 3. juli til Hirtshals, mens startskuddet på kapsejladsen først lyder søndag 5. juli, hvor sejlskibene sætter kurs mod den norske havneby Grimstad.

Styregruppen fra de tre hovedarrangører af eventen forventer, at 250 norske, svenske og danske besætningsmedlemmer er med i de deltagende sejlskibe.

Det giver borgere og gæster i byen en mulighed for at få en sjælden maritim oplevelse, idet de vil få mulighed for guidet rundvisning om bord på de fleste af de deltagende skibe, hvor besætningsmedlemmer kan fortælle om skibenes historie og deres funktion.

Der er planlagt en lang række andre aktiviteter, herunder havnerundfart, boder og musik. Arrangørerne af eventen, før kapsejladsen starter, arbejder med et budget på 150.000 kroner. Foruden Hjørring Kommune har de søgt om støtte fra andre sponsorer.

Nordisk Sejlads har eksisteret siden 1989 og var oprindeligt tænkt som et alternativt til Tall Ships Races og med det formål at samle sejlerentusiaster i en venskabssejlads mellem de skandinaviske lande.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.