Støtte til testcenter på ministers dagsorden

DF's miljøordfører får spørgsmålet om støtte til etablering af testcentret for hustandsmøller på miljøministerens dagsorden

- For mig at se er det i princippet ligegyldigt, om etableringen af et testcenter for husstandsvindmøller støttes med fonds- eller puljemidler eller om miljøministeren finder pengene. Det siger folketingsmedlem Ib Poulsen (DF) efter at partiets miljøordfører Jørn Dohrmann har fået miljøminister Karen Ellemann til at sætte spørgsmålet om støtte til etablering af testcentret på Sindrup Vejle på som et af punkterne på dagsordenen til miljøudvalgets ugentlige møde med ministeren. - Selvfølgelig er der ingen garanti for, at ministeren finder penge til testcentret, men for mig at se er det i sig selv lidt af et gennembrud, at sagen kommer på dagsordenen til udvalgets møde, siger Ib Poulsen. I modsætning til Torsten Schack Pedersen (V), som forleden gav udtryk for, at det naturlige sted at søge midler til etablering af testcentret, var i fonde og puljer, mener Ib Poulsen, at hovedsagen er, at der arbejdes for at finde nogle penge. - Jeg er egentlig ligeglad med, hvor der findes penge, og lykkes det ministeren at finde dem, så vil der være nogle midler i fonde og puljer, som kan komme andre formål til gavn, siger Ib Poulsen som understreger, at bestræbelserne i øjeblikket går på at finde syv til 10 millioner kroner, der skal bane vej for etablering af testcentret. Det skal etableres af Nordisk Folkecenter for vedvarende energi i samarbejde med Brancheforeningen for Husstandsvindmøller. Det skal stilles til rådighed for blandt andre danske producenter af husstandsmøller, som i øjeblikket mangler egnede testfaciliteter.