Støttegruppe: Han skal spærres inde længe

Norge 30. november 2011 05:00

Oslo: Det vigtigste er, at han aldrig kommer til at skade nogen igen. Det siger Norges nationale støttegruppe i kølvandet på den retspsykiatriske rapport, som har kortlagt Anders Behring Breviks mentale helbred. I stedet for en fængselsstraf står Breivik nu over for tvungen psykiatrisk behandling, men det må ikke åbne en kattelem for, at den terrorsigtede nordmand på et tidspunkt kan vende tilbage til samfundet igen, mener ofrene. - Vi, som er ramt, ønsker ikke, at Brevik skal kunne få mulighed for at skade samfundet igen, udtaler støttegruppens leder, Trond Blattmann. - Hvis han ikke kan dømmes til fængselsstraf, håber vi alligevel, at retsprocessen vil give os tryghed for, at han ikke komme ud tidligere, end hvis han var blevet erklæret tilregnelig af de psykiatrisk sagkyndige, tilføjer han. Den norske statsadvokat Inga Bejer Engh oplyste, at Breivik fortsat kan holdes indespærret, selvom han skulle blive erklæret psykisk frisk. Det kræver, at han fortsat udgør en fare for samfundet, siger hun. Den retsmedicinske kommission skal nu tage stilling til mentalundersøgelsen af Brevik. /ritzau/NTB

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...