Støttekredsen har udviklet sig til kulturforening

Masser af kulturelle arrangementer på Nordjyllands Idrætshøjskole

Brønderslev 4. september 2002 08:00

BRØNDERSLEV: Der bliver masser af kulturelle aktiviteter på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev i dette efterår. Støttekredsen for Nordjyllands Idrætshøjskole har et omfattende program for sæsonen. Der lægges ud fredag 13. september, hvor Thomas Kjellerup kommer på besøg. "Drømmenes trobadour" er Thomas Kjellerup blevet kaldt. Siden 1985 har han været kendt som en af landets fornemste troubadourer, med mange udsolgte koncerter bag sig. Papa Bue And His Biking Jazz Band giver koncert fredag 4. oktober. "Hits med Sascha" er titlen på et arrangement fredag 8. november. Sascha Dupont er på turné, og hun lægger vejen forbi Brønderslev. Hun er kendt fra "Hit med sangen" på DR TV1. Kaare Norge giver koncert fredag 29. november. Han er kendt som Danmarks dygtigste guitarist, og han spænder vidt på sin klassiske guitar. Traditionen tro bliver der nytårskoncert søndag 12. januar, og der bydes sikkert på en musikalsk overraskelse. I 2003 kan opleves navne som De Gyldne Løver, Niels Henning Ørsted Pedersen og Henrik Engquist. Formand for støttekredsen, Jens Tofting, siger, at støttekredsen er ved at have udviklet sig til byens kulturelle forening. Støttekredsen har indgået en aftale med NORDJYSKE Stiftstidende, således at NORDJYSKE-abonnenter via Klub NORDJYSKE kan deltage i koncerterne til en speciel pris. - Vi tegner os for en betydelig del af det kulturelle liv i Brønderslev, siger Jens Tofting. Foreningen støtter idrætshøjskolen på forskellig vis. - Gennem årene har vi støttet med projektor, flygel, kanoer, forskellig udsmykning samt betalt ophold for internationale elever. Støttekredsen blev stiftet i 1976, og det var den, der arbejdede for oprettelse af Nordjyllands Idrætshøjskole, der blev en realitet 10 år senere. - Vi skaber også bånd mellem byen og højskolen, siger Jens Tofting. Forstander Troels Rasmussen siger, at skolen har en god hjælp i støttekredsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...