EMNER

Støtteparti med problemer

MEDLEMMER Fremskridtspartiet udgjorde et underholdende element i dansk politik, dengang partiet endnu havde tilslutning nok til at komme i Folketinget. Det spændte vidt fra særdeles dygtige og kompetente politikere til andre, der uden at være særlig grov er blevet rubriceret som landsbytosser. Især de sidstnævnte bidrog til partiets deroute. På ruinerne opstod Dansk Folkeparti, et parti så topstyret og gennemreguleret som det ikke er set siden Danmarks Kommunistiske Parti. Lige fra den første dag har Pia Kjærsgaard som partileder slået hårdt ned på enhver afvigelse eller flirten med det yderste højre - sporene fra Fremskridtspartiet skræmmer. Den stramme styring kombineret med en populær politisk linje har bragt Dansk Folkeparti langt tættere på magten, end forgængeren nogensinde kom. I snart fem år har partiet udgjort regeringens faste og pålidelige støtte, der har lagt stemmerne til politikken og samtidig fået opfyldt en række af sine ønsker. Dansk Folkeparti har næsten fortrængt De Radikale fra den centrale rolle i dansk politik, og Pia Kjærsgaard drømmer åbenlyst om ministerposter til sit parti efter næste valg. Men tilsyneladende har partiledelsen ikke styr på fodfolket. En lang række lokalformænd har budt nazister og medlemmer af den fremmedfjendtlige organisation Dansk Front velkommen, og det endda selvom partiet for nylig ekskluderede en lokalformand på grund af angivelige sympatier med netop Dansk Front. Hverken nazist-partiet eller Dansk Front er forbudte i Danmark. Men begge grupper er så markant anti-demokratiske, at intet parti med ønske om at deltage i den demokratiske proces kan dele medlemmer med dem. De er lige så langt ude som de ekstreme islamister i den anti-demokratiske forening Hisb-ut-Tahrir. Nu lover Dansk Folkeparti oprydning, og en halv snes lokalformænd er fluks blevet ekskluderet. Det hjælper sikkert for en tid, men når så mange lokalformænd uden skrupler byder det ekstreme højre ind i partiet, så vil mistanken lure længe. Ligger partiets politik og medlemmer virkelig så langt ude på fløjen, at det føles naturligt at dyrke fællesskab med nazister og Dansk Front? Det er dybt ubehageligt, at den danske regerings afgørende støtteparti har tilladt sig selv at komme under en sådan mistanke.