EMNER

Støtter i chock

- Hjørring kan ikke yde mere

HJØRRING:Også de økonomisk mindre bidragydere til Musikkens Hus i Aalborg er rystet over den krise, som det prestigefyldte projekt er kastet ud i. Selv om Hjørring kommune "kun" har bidraget med 50.000 kroner, så er formanden for Fritids- og kulturudvalget, Ove Jacobsen (V)forbløffet over nyheden om de manglende millioner. - Det kommer virkelig bag på mig.Det er jo en voldsom overskridelse på næsten 50 procent oven i det meget store beløb i forvejen, siger Ove Jacobsen. Flere andre kommuner har - som Hjørring - givet kontanter til Musikkens Hus. Formanden i Hjørring ser ikke lyst på mulighederne for flere kommunale penge, hvis fonden bag projektet skal ud med raslebøssen igen. - Jeg tror ikke, at Hjørring kan støtte igen. Selvfølgelig kan vi altid forsøge at finde penge, hvis sagen er vigtig nok, men det var svært nok at få vores støtte igennem sidste gang, siger Ove Jacobsen (V). Han frygter nu for fremtiden for det store projekt. - Det er utroligt kedeligt, hvis vi ikke får Musikkens Hus, og jeg må godt nok indrømme, at med en så voldsom stigning i prisen, så ser det svært ud, siger Ove Jacobsen. Udover Hjørring har kommuner som Brønderslev, Hals, Brovst, Skagen og mange andre nordjyske kommuner også givet økonomisk støtte til fonden bag projektet. Ifølge projektets hjemmeside, så er der i alt givet 5,4 millioner kommunale kroner til projektet.