Støvring i bund med hjemmebesøg

Nabokommuner forebygger meget mere hjemme hos ældre

STØVRING/SEJLFLOD/AALBORG:Når det gælder forebyggende hjemmebesøg til ældre borgere, så er Støvring Kommune helt i bund. I hvert fald når man ser på to af de kommuner, man plejer at sammenligne sig med. Meget tyder dermed på, at en række af egnens ældste ikke får den hjælp de har brug for og - i en række tilfælde - egentlig har krav på. Både i Sejlflod og Aalborg foretager ældrerådgivere mere end dobbelt så mange uforpligtende besøg hos ældre end man gør i Støvring. Et besøg, som alle over 75 år har ret til at få. Begge steder giver det kontakt til en del, som har brug for en solidt hjælpende hånd. Mennesker som ikke i forvejen ses af ældreplejen. - Jeg vil vurdere at godt 40 procent af de ældre, vi møder gennem forebyggende hjemmebesøg, er mennesker vi ellers ikke har særlig kontakt til. Det hjælper os til at opfange en del problemer, som vi ellers ikke havde hørt om. Også en del alvorligere tilfælde, siger konsulent Kirsten Marcussen fra Aalborg Kommunes Ældre- og Handicapforvaltning. Hvor det kun er hver fjerde af Støvrings ældre der får et af de uforpligtende hjemmebesøg, så ligger besøgstallet i Aalborg konstant på 67-70 procent, oplyser hun. I Sejlflod er gennemsnittet på 63 procent. - Vores erfaring i Sejlflod er, at får forbindelse med en del, vi ellers ikke ser. Blandt andet har vi mødt en del, der ikke har en normal standard med rengøring eller hygiejne, og det kan vi hjælpe med. Man kan ikke regne med, at de ældre, der har problemer, i forvejen er i forbindelse med systemet, siger Finn Ladefoged (S), formand for Socialudvalget i Sejlflod Kommune. Det sidste var ellers et af de væsentligste argumenter for at man ikke behøvede at ændre praksis i Støvring, da byrådet stemte om sagen i sidste uge. Et flertal bestående af Venstre og Dansk Folkeparti stemte et forslag ned, der gik ud på at ældre over 75 automatisk skulle få et uforpligtende besøg af ældreplejen derhjemme, hvis ikke den enkelte skrev og sagde "nej tak" til opfordringen. Som det er nu skal de skrive "ja tak", hvis de ønsker råd og en snak i dagligstuen. Det var Socialdemokraterne og Tværpolitisk Liste der ønskede ændringen, fordi man mente at kunne hjælpe flere svage ældre, der ikke kunne overskue at bede om hjælp. Noget som erfaringerne fra Sejlflod og Aalborg altså synes at bekræfte. Et andet borgerligt argument for at afvise ændringen var, at det offentlige ikke skal mase sig på for at komme ind i folks hjem. Det skal kun komme, hvis man bliver bedt om det, lød det fra Venstre. Men i både Aalborg og Sejlflod gør man sig også store anstrengelser for at det ikke skal føles som indblanding at få besøget, men netop et tilbud. - Vi ved at mange ældre var nervøse for vores indblanding. Derfor gør vi meget ud af, at besøgende foretages af rådgivere udenfor forvaltningen, der har tavshedspligt, så de trygt kan tale med dem uden at det kommer videre, siger Kirsten Marcussen. I Sejlflod står ældrerådgiver Erna Nielsen for besøgende og ringer blandt andet til mange for en uforpligtende snak.