Støvring IF fodbold rammer plet

Aalborg 30. december 2002 07:00

STØVRING: Gug vinder over AaB på bedste målscore i miniputfinalen for årgang 93, Hobro bliver tredjebedst med en målscore på 1-7 og nul point, forældre til vinderne jubler, trænere og hjælpetrænere klapper hinanden på skuldrene, for det er stort, og stævnespeakeren er ved at dratte ned af sin ophøjede stol af bare begejstring. Med Danske Bank som hovedsponsor leverede Støvring IF fodbold en vaskeægte succes, da foreningen for 32. gang bød på Pondus Cup med deltagelse af hold fra Vejle i syd til Hjørring i nord. Så mange deltog i stævnet, at det indendørs arrangement for spillere fra mikroputter til ynglinge blev afviket i to haller, og Støvring IF fodbold tror mere end nogensinde på sportsgrenen lokalt. - Vi er jo en tilflytterby. Alene af den grund bliver der flere fodboldspillere, ungdomsafdelingen boomer, flere og flere piger melder sig under fanerne, og næste års tilbygning til klubhuset, tror jeg, fører til endnu flere medlemmer, siger formand for Støvring IF fodbold med nu 500 medlemmer, Anders Norup. Klubhusets nye tilbygning står efter planen klar 1. marts. Kommunen bidrager med 2.9 millioner kroner, Støvring IF med 900.000, og det lysegrønne håb for stadig mere fodbold lyser ud af et halvt hundrede ledere og andre frivillige, der sprang familiester- og hygge over søndag for at tage en tørn under stævnet med pondus.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...