Støvring vandt vigtigt opgør

Sulsted 16. september 2002 08:00

Serie 1 kreds 3 Støvring-Sulsted 3-1 (0-1) Mål: 0-1 Henrik Rasmussen, 1-1 Mads Faldborg, 2-1 Michael Hage, 3-1 Mads Faldborg STØVRING: I bestræbelserne på at holde en af de fire nedrykningspladser på behørig afstand var det en uhyre vigtig kamp for begge hold. Sulsted kom bedst fra start, og sad på det meste i første halvleg. Støvring kunne slet ikke få spillet til at fungere og kom ikke til nævneværdige chancer. Det gjorde Sulsted til gengæld og på baggrund heraf var det fuld fortjent, at topscorer Henrik Rasmussen bragte gæsterne foran i det 21. minut. Derudover blev det i den resterende del af første halvleg til yderligere et par nærgående forsøg af gæsterne, så Støvring var ikke uheldige med kun at være bagud med et enkelt mål efter første halvleg. Fra starten af anden halvlg valgte hjemmeholdets træner Henrik Sørensen at skifte system og at sætte Mads Faldborg ind i angrebet. Det viste sig allerede i det 47. minut at være en god ide, da den netop indskiftede driblede sig igennem gæsterne forsvar til udligning til 1-1. Kun fem minutter senere fik Støvring scoret igen. Det skete efter godt forarbejde af Kasper Jacobsen. Herefter fik både hjemmeholdet og Sulsteds Henrik Rasmussen et gult kort, og efter at Støvrings keeper måtte behandles ovenpå et sammenstød, overtog Sulsted spillet igen. Det blev dog ikke til de helt store chancer, og kort før tid fik Henrik Rasmussen et nyt gult kort for at komme for sent i en tackling og dommeren fandt derfor det røde kort. Sejren blev slået fast i næstsidste minut, da Mads Faldborg afdriblede gæsternes målmand og scorede sikkert til slutresultatet 3-1.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...