Lokalpolitik

Støvringboer vil forene turisme med Skørping

FUSION Skørpings turismeformand vil på opforring tale om sammenlægning

STØVRING/SKØRPING:Støvrings slumrende turistforening bør fusioneres ind i den livskraftige nabo på den anden side af kommunegrænsen. Det har en række Støvringboer foreslået formanden for Rebild-Skørping Turistforening, Aage Lundgård, og derfor tager han emnet op i sin beretning på sin forenings generalforsamling om otte dage. - Jeg havde ikke gjort det, hvis ikke flere af vore Støvringmedlemmer havde nævnt, at de synes at en sammenlægning ville være en god idè. Det har været nævnt før i flere sammenhænge, så jeg synes lige så godt at vi kan tone rent flag og snakke åbent om det, siger Aage Lundgaard. Hvor Støvring Turistforening må siges at være hensygnende og reelt har ligget underdrejet siden kommunen fjernede 50.000 kroner fra sit tilskud til 2002-budgettet, så er der anderledes livskraft over naboerne. Rebild-Skørping Turistforening har hele 400 medlemmer, en administration med tre fuldtidsansatte og turisme i kommunen, der har turisme som et af sine hovederhverv og som kan profilere sig på Rebild-festen og flere store hoteller. Vil man noget seriøt med turisme i Støvring, så er det i høj grad blevet Skørping man må vende sig til. Turistforeningen her har længe været åben overfor samarbejde på den anden side af kommunegrænsen. For eksempel har indehaveren af Støvrings suverænt største attraktion, Thingbæk Kalkminer, Hanne Bach-Nielsen, længe været medlem hos Aage Lundgaard. Hun sidder endda i bestyrelsen. - Der er flere ting i Støvring kommune, som vi nødig ville undvære at kunne henvise til. Ud over kalkminerne er Buderup Ødekirke også blevet et aktivt sted, og også Nihøje ved Øster Hornum gør vi besøgende opmærksomme på, siger Aage Lundgaard. Han mener, at tidens snak om kommunesammenlægninger er med til at sætte fut i debatten et udvidet turismesamarbejde. - Det roder jo op i snak om sammenlægninger af foreninger på forskellig vis. Alene i turisme-sammenhæng har vi set, hvordan Aalestrup og Farsø Kommuner har vendt sig mod Viborg, mens Hobro, Hadsund og Mariager også er gået i tættere samarbejde. Vi kan også vende os mod samarbejdspartnere, og her er Skørping et naturligt valg. vi støder jo sammen, forklarer turismeformanden. Om der skal være tale om en egentlig fusion eller en anden form for samarbejde vil han lade det være op til sine medlemmer og kollegerne i Skørping at afgøre.