AALBORG:- Det er ualmindelig trættende, at Bredbånd Nord igen fremhæver deres eget produkt ved at nedgøre andres. Det er kort og godt dårlig stil og uden vitaminer for nogen som helst.
Sådan siger kommunikationschef Jesper Maack fra Stofa om udsagn, som direktør Carsten Jensen fra Bredbånd Nord fremsatte i NORDJYSKE Stiftstidende i lørdags.
I artiklen sagde Carsten Jensen dels, at forbrugerne i Aalborg højst kan få internethastigheder på 2 Mbit.
Og dels nævnte han, at når Stofa lover hastigheder på op til 112 Mbit, så er det én ting - noget andet er at levere det.
- Det er desværre en velkendt strategi fra Bredbånd Nords side at tale dårligt om andres produkter. Men i artiklen har Carsten Jensen svært ved at holde sig til fakta, og i stedet sidestepper han forbi sandheden, siger Jesper Maack.
Ikke set skriften på væggen
Han mener, at problemet for Bredbånd Nord og andre fiberselskaber er, at de ikke har set skriften på væggen og stadig tror, at danskerne køber teknologi:
- Men det gør de ikke. De køber tjenester og produkter, siger Jesper Maack.
Han slår fast, at når Stofa sælger en 112 Mbit-forbindelse, så lander der også 112 Mbit i det første stik hos forbrugeren.
- I teorien har Carsten Jensen ret i, at kunderne i en vis forstand deler forbindelserne, og at det går ud over hastigheden, hvis alle går på nettet samtidig. Men det gør alle sammen jo ikke. Vi bygger heller ikke motorveje efter, at alle danske biler kører på alle motorvejene hele tiden, påpeger Jesper Maack.
Skruer bare op for kapaciteten
Han forklarer, at belastningen på nettet selvfølgelig varierer, og at selskabet skruer mere op for kapaciteten, hvis der er mange brugere på:
- Teknisk udtrykt korrigerer vi for overhead, altså hvis der er mange brugere på, og på den måde sikrer vi, at alle altid får den hastighed, de har betalt for.
Jesper Maack understreger, at Stofas net i Aalborg stort set kun består af fiberkabler, undtagen de sidste meter ind til kunderne.
- Når efterspørgslen efter vores produkter stiger i et område, udbygger vi nettet, så vi hele tiden opfylder behovet.
- Vi kunne sagtens etablere et meget hurtigere net med den nuværende teknologi, men vi gør det ikke, før det er nødvendigt, for det er jo i den sidste ende kunderne, der betaler.
- Det er her, fiberselskaberne har et problem. De bygger en syvsporet motorvej fra starten og kan ikke forstå, at der ikke er nogen, der kører på den, ironiserer Jesper Maack.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.