Stoffer skaber utryghed i Gistrup

Forældre skulle lægge søndagsturen forbi, siger utrygge borgere.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hvad der ikke ses på billedet er fyrfadslysene, som bruges til at riste hashen sammen med tobakken.

Resterne taler deres tydelige sprog: sølvpapir, en sodavandsflaske brugt som hashpibe samt lightere, hvor toppen i nogle tilfælde er brækket af, så man kan indsnuse lightergassen. Beboere i Gistrup er overbeviste om, at unge mennesker har et stofmisbrug, og at stedet er et overdækket skur ved petanquebanen ved byens idrætshal tæt på skolen. Ingen ønsker at stå frem med navn af frygt for repressalier. Petanquespillerne rydder i sæsonen jævnligt op i opholdsarealet, hvor kommunen har sørget for nye bænke og borde. Nok mest til glæde for spillerne. Tidsfordriv Snakken går, og der skal ikke meget til for at kæde de unges tidsfordriv sammen med byens julebelysning, hvor ledninger blev klippet i stykker natten til lørdag. Skuret er også stedet, hvor rygere blandt Gistrup Skoles lærere søger hen, når de skal have en smøg i en pause i løbet af skoledagen. - Vi vil have stofferne ud af byen, lyder det fra utrygge borgere. - Forældre til børn i alderen 10-18 år burde tage en søndagstur herop og se, hedder det. Man mener, det burde være en opgave for SSP, samarbejdet mellem skole, socialforvaltning og politi, men synes, at der sker for lidt. Selv om stofmisbruget sker uden for skolens matrikel, og at der ikke er noget bevis for, at skolens elever er involveret, er skoleleder Steen Balle Larsen interesseret. - Jeg har hørt rygter i dag og har også gjort det tidligere og vil da snarest orientere vores trivselslærer, som også står for SSP. - Det har ikke været muligt at konstatere, om det er vore elever eller ej, men hvis de kommer kørende på scooterknallerter, må de formodes at være fyldt 16 år. Vi har kun til og med 9. klasse. - I foråret var det voksne, det drejede sig om. - Selv om man kan sige, at det ikke er skolens ansvar, fordi det sker uden for skolens område, er vi altid parat til at tage kontakt til hjemmene, når vi har haft bekymringer, og vi er altid mødt med forståelse. Men det forudsætter, at vi kender personerne, fastslår skolelederen. Steen Balle Larsen bemærker, at der er megen trafik i området op til hallen, og at det er et godt sted at mødes for unge mennesker. Han vil bede sine lærere om at holde ekstra øje med situationen. Juletradition Han er imidlertid ikke parat til at knytte en forbindelse til weekendens hærværk mod julebelysningen. - Det er fjerde-femte år i træk, at der har været ødelæggelser. Det er efterhånden blevet en tradition, siger han. Det var i går ikke muligt at få en kommentar til situationen fra nærpolitiet i Aalborg Øst, hvorunder Gistrup nu hører.