Stoffer til eftertanke

Unge og narko på dagsordenen

FREDERIKSHAVN:Der var musestille i Maskinhallen onsdag formiddag - og skylden var Munk & Pollners teaterproduktion, der var på gulvet med en forestilling, der gav den fremmødte 7. klasser stof til eftertanke. "Jeg er sgu' da ikke narkoman" var titlen på Niels P. Munk og Stephan Pollners stykke, der gik lige i kødet på, hvordan det kan gå - og gå så grueligt galt - hvis man ryger på den. Men vi fik også at se, hvor let det er at blive fristet - og især hvor svært det er at sige nej tak, når ens skolekammerater og bedste venner, ja, alle dem, man selv synes er hippe, sejler i speed, ecstacy, hash og guldbajere, mens man selv sakker agter ud som en anden jammerlap, der kan kun kan feste med på halv stang. Anders og Jakob er drengene, der er bedstevenner i 10-klasse. De hænger konstant ud sammen - også i fritiden, hvor de spiller rap i deres lydstudie og - med Jakob som anfører - ryger de fede, tager "vitaminpiller" og hælder guldøl ned i stribevis. Hvad Jakob gør, gør Anders efter, for når man er teenager, er anerkendelse livsvigtig. Og ingen gider at være sammen med én, der ikke er med på den værste. De to kommer ikke til at følges ad, for det er en historie med morale. Mens Anders mister kæresten Rikke, fordi han er vind og skæv i tide og utide, mister Jakob noget uerstatteligt, nemlig livet - blot på grund af sit stofmisbrug. 10 år senere, mens Anders hænger skilte op til jubilæumsfesten på gymnasiet, dukker Jakob igen op - denne gang for Anders indre bowlerhat. Og vi får slutningen på, hvordan det gik, da Anders nåede at tjekke ud mens tid var - mens Jakob tjekkede ud for bestandig. Moralen var ikke til at tage fejl af, men den fungerede ikke som løftet pegefinger, men gav publikum noget at tænke over. Det kunne læses i mimik, kropssprog og en tavshed, der var til at tage at føle på. Og der gik rigtig lang tid, før det første ord faldt. Bagefter var der diskussion med skuespillerne om stykket og om stofferne. - - Med denne forestilling vil vi give eleverne en oplevelse der sætter noget i gang - i stedet for blot endnu et foredrag om hvor farligt det er at tage stoffer. Teater og kunst kræver indlevelse, og derfor er formen velegnet, fordi eleverne lytter efter på en helt anden måde - og vi håber, det får sat noget i gang, sagde børnekulturkonsulent Hanne Boesen i pausen.