Stoke henter konkurrent til Sørensen

Landsholdsmålmand Thomas Sørensen får en ny konkurrent i Stoke City, der har betalt 27,5 millioner kroner for den 22-årige bosnier Asmir Begovic i Portsmouth.

Thomas Sørensen kommer ikke til at stå i det danske mål mod Slovakiet. Foto: Scanpix

Thomas Sørensen kommer ikke til at stå i det danske mål mod Slovakiet. Foto: Scanpix

Thomas Sørensen kan se frem til øget konkurrence i målet hos Stoke City i Premier League. Den engelske klub har således hentet den 22-årige bosniske målmand, Asmir Begovic, hos Portsmouth. Stoke City betaler 3,25 millioner pund, svarende til 27,5 millioner kroner, for Begovic. - Vi har fulgt Asmir i lang tid og mener, at han potentielt er den bedste unge målmand i Storbritannien, siger Stoke-manager Tony Pulis. Thomas Sørensens nye konkurrent har fået en aftale, der strækker sig over fire og et halvt år. I januar forsøgte Stoke forgæves at hente Portsmouths førstemålmand, David James, på en lejeaftale. De to parter kunne dog ikke nå til enighed om de lønmæssige vilkår. Thomas Sørensen har siden skiftet fra Aston Villa i 2008 været førstevalg på målmandsposten hos Stoke City. /ritzau/