Handicappede

Stokken og den højre arm

Hvordan er en verden helt i sort? Vi er på gåtur med blinde og svagtseende fra Hjørring - på deres præmisser

Tempoet er ikke noget at prale af, når man har en blind nybegynder på slæb.Foto: Hans Ravn

Tempoet er ikke noget at prale af, når man har en blind nybegynder på slæb.Foto: Hans Ravn

HJØRRING:Jeg trækker den batmanlignende maske ned over øjnene og tager et fast greb i den hvide stok. Nå sådan er det altså at være blind, tænker jeg. Min sidemands højre arm holder jeg i en skruestik, da vi langsomt bevæger os ned mod rutebilstationen. - Er det her dit normale tempo, spørger jeg forsigtigt, min førerperson. Men da hun uden at tøve firedobler farten, finder jeg hurtigt ud af, at jeg er en amatør blandt professionelle. Min stok skøjter hen over fliserne i Jernbanegade. Og jeg får nærkontakt med ledelinjen, som er en smal forhøjet kant, der løber hele vejen ned gennem gaden. Jeg beslutter mig hurtigt til ikke at forlade den, før jeg igen er blevet seende. Men kort efter glider min stok henover et nubret felt af knopper. Ledelinjen og jeg er alligevel nået til en skillevej, og min førerven siger, at nu krydser vi en vej for at komme over på rutebilstationen. Jeg har for længst mistet orienteringen og snubler over kantstenen, da jeg et øjeblik glemmer at bruge stokken. Her på rutebilstationen er det fuldstændig umuligt at finde den rigtige bus. Der er ingen ledelinjer, og hvis man skulle være så heldig at falde over et skilt med køreplanen, er man stadig prisgivet. For skiltenes overflader er glatte, så mine fingre kan ikke føle sig frem til, om jeg står ved det rigtige busnummer. Netop derfor er vi taget på gåtur i dag. Hvor er elevatoren? I anledning af Den Hvide Stoks Dag skal vi finde de steder i byen, hvor blinde har dårlige forhold. Metropol er næste stop på turen. Og da vi står foran skydedørene, glæder vi os over, at ingen cyklister nåede at torpedere os i gågaden. Vi prøver at finde elevatoren i Metropol, for vi skal på biblioteket. Førerhunde og ikke ledelinjer, viser os på vej. Efter fem minutters famlen, finder jeg endelig elevatorknappen. Det er dog min førerkvindes seende søn, der må fortælle mig, at jeg skal trykke på knappen med firtallet og lade alarmknappen være. Men jeg kan altså ikke mærke forskel. Det er faktisk ikke let at være blind i Hjørring!