EMNER

Stol med muligheder

Studerende fra Arkitektur & Design laver stol i pap og bomuld.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Stolen kan både foldes sammen og slås ud, så den kan også fungere som gæsteseng eller tv-sofa for miljøbevidste unge.

Stole behøver ikke nødvendigvis være i træ eller læder. Seks studerende fra Arkitektur & Design i Aalborg er netop barslet med en model, som spås en stor fremtid på grund af sit bæredygtige og miljøvenlige design. - Vi ville gerne lave noget, der var lidt anderledes. Og efter at have arbejdet med forskellige ideer og modeller i pap, blev vi enige om, at det faktisk var et godt materiale, fortæller Matilde Hertz. Sammen med de fem andre i gruppen har hun brugt lang tid på at finpudse og justere designet, som egentlig startede med noget, der lignede en gynge. Arbejdet er foregået i samarbejde med Karup Partners, som allerede har sagt ja til at sætte stolen i produktion, og pigerne har også været om sig for at promovere den i forhold til forskellige møbelmesser og udstillings-fora. Drømmen er blandt andet at få den afsat til en af de udstillinger, som finder sted i forbindelse med FNs klimakonference i København, og stolen er også på vej til en international møbelmesse i Køln samt den store Formland-messe i Herning i slutningen af denne måned. - Så vi har virkelig haft travlt. Både med at lave brochurer, flyers og pressemateriale, og det er måske kommet til at gå lidt ud over vores eksamen, indrømmer hun. Eco, som stolen hedder, er nemlig også en del af gruppens studie på Arkitektur & Design, og de nåede lige at præsentere den for lærere og censorer, inden de i går eftermiddag drønede videre til møbelmessen i Køln. - Målgruppen er nok sådan nogen som os selv, mener Pernille Woller Jensen. - Det er jo meget moderne at tænke på bæredygtighed og økologi, og selvom stolen ikke er 100 pct. økologisk, er den et godt bud på, hvordan man kan lave noget, som ikke skader miljøet mere end højst nødvendigt. Eco kan foldes på flere måder, og selvom den er lavet i pap og bomuld, er designet så stabilt, at det sagtens kan hold til lidt af hvert. - Den er også god, hvis man skal have gæster og har brug for en ekstra seng. Og så fylder den jo ingenting, hvis man bor et sted, hvor der ikke er ret meget plads, forklarer Pernille. De seks piger i gruppen har allerede skrevet under på en kontrakt, som sikrer dem fem pct. af rettighederne, når stolen sættes i produktion. Og selvom enkelte har drillet dem med, at det minder lidt om de pap-modeller, man ofte laver i forbindelse med studiet, er der også stor interesse fra flere sider. - Vi har fået stor støtte – blandt andet fra dem, der laver pappet, og selv sådan noget som slikket til at tage med på messen, har vi også fået sponseret, fortæller Line Hoff. Hun tror –ligesom de øvrige i gruppen – at stolen har ramt noget i tiden, og det viste sig også, da den blev udråbt til ”bedste ide” i forbindelse med den innovations-konkurrence, som de studerende fra semesteret deltog i. - Det kan godt komme til at betyde en hel del for os fremover, vurderer Matilde. - Om ikke andet får vi i hvert fald gjort vores navne lidt kendte – både i branchen og andre sammenhænge, forklarer hun.