Stolt Bakken Bears-chef: Største sejr for klubben

Bakken Bears tog onsdag en stor skalp med en sejr i Champions League over italienske Dinamo Sassari.

KØBENHAVN:Den største sejr i klubbens historie.

Så klar i mælet er sportsdirektøren for basketball-klubben Bakken Bears, Michael Piloz, efter at holdet onsdag aften tog en stor skalp i Champions League.

Efter at have tabt sine første tre kampe i gruppespillet vandt det aarhusianske mandskab med de imponerende cifre 93-71 på udebane over den stærke italienske klub Dinamo Sassari.

- Det er den største sejr i klubbens historie målt ud fra modstander og turneringen, vi deltager i. At slå sidste års nummer to fra Serie A er uvirkeligt, men det siger noget om, at holdet virkelig er begyndt at klikke, siger Michael Piloz i en skriftlig kommentar.

Dinamo Sassari er nummer ti på eurobasket.coms liste over de bedste hold i Europa.

- Det var virkelig en holdpræstation, bevist ved at hele syv spillere scorede et tocifret antal point, siger cheftræner Steffen Wich.

- 15 års international rejse kulminerede - indtil videre - i går (onsdag, red.), men i bedste Bears-stil er der stadig flere mål. Vi vil nå endnu længere og vise niveauet i de kommende kampe, siger han.

Bakken Bears kom med sejren op på fem point ligesom tyrkiske Galatasaray. Tenerife og Sassari fører an med hver syv point, og alle klubber har spillet fire kampe.

To spillerunder mangler, før de to bedste hold kan sendes videre fra gruppen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.