Stolt morfar klar til nyt VM

Ishockey 8. maj 2007 06:00

MOSKVA: Det var en særdeles tilfreds AaB-angriber Jens Nielsen - med kælenavnet “morfar” blandt holdkammeraterne - der efter kampen mod Italien kunne konstatere, at han havde været med til det, han kaldte “den største præstation et dansk ishockeylandshold har leveret nogensinde”. - Det skal vi da være stolte over. Vi har taget et nyt skridt fremad for dansk ishockey, og det er det vi skal blive ved med, konstaterede Jens Nielsen. Med en sikker scoring til dansk 3-0-føring på en flot pasning fra Mads Christensen og en lige så flot assist til samme Mads Christensen til slutstillingen 5-2 havde den 37-årige Jens Nielsen sin store andel i den danske sejr over Italien. - Jeg spillede mit spil i dag, som jeg måske ikke har fået lov til så meget før i denne turnering. Så det er dejligt at afslutte sæsonen godt, sagde Jens Nielsen, der nok følte, at han havde lukket munden på de kritikere, der ikke mener, han er god nok til landsholdet. Han stopper i hvert fald ikke frivilligt på landsholdet. - Jeg har da helt klart ambitioner om at komme med til Canada næste år også. Så længe jeg spiller hockey vil jeg gerne spille på landsholdet. Jeg agter ikke at holde op, før jeg ikke vurderes til at være god nok og derfor ikke bliver udtaget til landsholdet, slog AaB-veteranen fast med syvtommersøm.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...