Stolt pelsdyravler med link til kongehuset

Per Nielsen nyder at være blandt sine 12000 mink, og han inviterer gerne folk indenfor

SÆBY:Jo, jo, Per Nielsen kender skam godt alle de kritiske spørgsmål. Er burene ikke for små? Hvordan afliver man egentlig mink, og er det ikke synd, at minkene bare render frem og tilbage i burene? Men Per Nielsen tilbageviser roligt alle påstandene, og for at sætte streg under, at hans pelsdyrfarm på Hedevangsvej tæt ved Sæby faktisk er et ganske humant sted, ringede han sidste år til Sæby Turistbureau med henblik på at arrangere Åben Farm, hvor alle er inviteret til at se nærmere på forholdene. En rundtur på farmen viser, at minkene faktisk er temmelig rolige i burene. - Vi har jo klare regler, vi skal overholde, og vi er under kontrol fra staten. Burene er rigelig store, og aflivningen foregår med en gasart. Der er ingen smerte forbundet med aflivningen, fortæller Per Nielsen, der tydeligvis er glad for at arbejde på farmen, hvor han har 12000 mink. I november udvælges de mink, der skal bruges til avl, i marts begynder parringen, og til april føder minkene deres unger. Selve pelsningen foregår i hektiske dage i november, og Per Nielsen står selv for næsten al forarbejdet, inden de mange skind sendes til et stort auktionshus i Glostrup. Jo, Per Nielsen er skam stolt, og lad os da for katten lige få den der historie om kongehuset med. Et stykke skind fra Pers farm i Sæby sidder nemlig på Dronning Margrethes minkpels! Øh?? Jo, for to år siden blev nogle af Pers skind udvalgt til at være såkaldte superskind i auktionshuset. En græker købte skindene, og han spurgte senere det danske kongehus, om han måtte forære Margrethe en pels, der var syet af superskindene. Sådan er dén historie, og for at Per ikke skal blive for høj i hatten, spørger vi lige, hvad naboerne siger til eventuelle lugtgener? - Jeg har forlængst kontaktet naboerne, og der er ingen problemer med lugt. Desuden er jeg også løbende i kontakt med miljøafdelingen på Sæby Kommune, siger Per Nielsen. Hvis man er interesseret i at se farmen er sommerens sidste mulighed mandag 1. august.