Stolt sælger af varm luft

Anne Skare Nielsen er NORDJYSKES nye klummeskribent, der håber at fremkalde forargede, sure, glade og eftertænksomme miner

KØBENHAVN:Selv om man sidder med næsen i det høje københavnske luftlag, kan man godt fortælle jordbundne nordjyder et par sandheder. Fremover vil fremtidsforsker Anne Skare Nielsen, 32, være fast klummeskribent i Nordjyske, og selv om hun er klar over, at man skal være varsom som hovedstadsbeboer med at føre sig FOR hårdt frem i den nordlige del af landet. - Jeg håber på reaktioner lige fra krydderen galt i halsen over latter til stille eftertænksomhed, lyder ambitionen fra Anne Skare Nielsen, der skal skrive om det let luftige begreb "tid og tendenser". Og hun forsikrer, at man ikke skal frygte københavneri. - Hæhæhæh, faktisk er der ikke rigtigt nogle københavnere i København. De fleste er flygtet ud i oplandet. Langt de fleste er fra provinsen, ligesom jeg selv, siger vejlenseren, der er emigreret til Amager over studiet i Århus. Anne Skare Nielsen er fremtidsforsker, og hun understreger selv, at det intet har med clairvoyance at gøre. - Det er altså ikke noget med spåkoneri, krystalkugler og mystik. Jeg kan ikke sige noget om, hvad folk gør på mandag. Fremtidsforskning bygger på noget, der kan eller potentielt kan forklares, siger hun. - Jeg vil til gengæld gerne skrive lidt om, hvad der er oppe i tiden og lidt om, hvorfor det så er det. Jeg håber, at klummerne kan være med til at give den almindelige nordjyde en forståelse af sin nutid og sin fremtid, siger Anne Skare Nielsen og kommer i den forbindelse med en opfordring: - Folk er være velkomne til at skrive ind med spørgsmål om alt muligt, der er oppe i tiden. Så vil jeg tage det op i klummen og forsøge at besvare, så godt jeg nu kan, lover hun. Sælger varm luft Anne Skare Nielsen arbejder til daglig som konsulent for diverse virksomheder som medstifter af rådgivningsfirmaet Fahrenheit 212. Hun underviser virksomheder og deres personale i at få idéer og at skabe kreativitet. - Det som de fleste virksomheder har brug for i dag er systematisk analyse og radikale idéer. De fleste folk tror, at gode idéer er noget, der bare kommer, hvis man sætter sig ned og brainstormer. Men det kan sagtens trænes, og det kan jeg hjælpe med. Og hjælpe dem videre med idéerne, så de kan blive til penge, siger Anne Skare Nielsen. - En skeptisk nordjyde vil måske synes, det lyder som om, at du bare sælger varm luft? - Jamen, dét gør jeg da også, svarer Anne Skare Nielsen prompte og med tydelig stolthed i stemmen og fortsætter: - Varm luft kan faktisk mange ting. Det kan få lokomotiver til at køre. Og bruger man det rigtigt, kan det bruges til at motivere og engagere mennesker. Ingen politisk præk Læserne skal ikke forvente at blive belæst med hverken højre-, venstre- eller midterparoler. Anne Skare Nielsen understreger, at hun har nogle grundholdninger, men at hun ikke føler dem forenelige med partipolitik. - Jeg er faktisk blevet opfordret af mange partier til at blive medlem, når jeg har været ude at holde foredrag. Men selvfølgelig er det ikke fordi, de mener, at jeg er specielt begavet eller har noget at byde på. Det er kun fordi, at jeg er velformuleret og sikkert ville være god til at finde på politiske slogans… Og det er jo egentlig ret skræmmende. Som politik er i dag er alting så sort/hvidt. Jeg kan lide at se tingene fra for mange synsvinkler til at være politisk aktiv, siger Anne Skare Nielsen. - Jeg er egentlig mere interesseret i, hvorfor folk gør ting, end hvad de gør. Jeg vil meget hellere kigge på, hvorfor folk for tiden eksempelvis har et behov for at gå til alternativ behandling og opsøge den spirituelle verden, end at sige om det er rigtigt eller forkert, siger Anne Skare Nielsen. Det betyder ikke, at man ikke møder skarphed eller stillingtagen – og Anne Skare Nielsen forventer ubeskedent at kunne lære selv folk med krydsede arme noget. - Jeg har nu altid været ret god til at manipulere…og de idéer, der virker bedst er dem, som folk selv tror, de har fået. Jeg skal nok finde ud af en metode, der kan få listet dem ind uden, at de opdager det, fniser Anne Skare Nielsen. I hvert fald skal man ikke forvente at kede sig, skal man tro skribenten selv: - Jeg er jo ikke ansat til at stryge folk med hårene.